Metroselskabet: Vi har for mange ulykker

Det er meget utilfredsstillende, at der stadig er store problemer med arbejdsulykker for byggearbejderne på metroen i København, lyder det fra Metroselskabet.

Den italienske hovedentreprenør, Copenhagen Metro Team (CMT), står for det meste arbejde på metrobyggeriet - og det er dem og deres underleverandører, der har de fleste arbejdsulykker.

Der er for mange, der kommer til skade under deres arbejde på metrobyggeriet, erkender det offentlige selskab, Metroselskabet, som styrer byggeriet.

- Vores konklusion på nuværende tidspunkt er, at antallet af arbejdsulykker hos især en af vores hovedentreprenører er for højt i forhold til, hvad der er tilfredsstillende, siger Louise Høst, der er plan- og arbejdsmarkedsdirektør i Metroselskabet.

Siden byggeriet begyndte for fem år siden, er metroarbejdere blevet ramt af 382 arbejdsulykker. Det dokumenterer en opgørelse, som DR Nyheder har fået aktindsigt i hos Metroselskabet.

- Jeg tænker helt overordnet, at det er meget utilfredsstillende, siger Louise Høst.

Langt fra målet

Metroselskabets målsætning er, at der skal være en ulykkesfrekvens på 16. Det vil sige, at der maksimalt må være 16 ulykker for hver million arbejdstimer.

Men den gennemsnitlige, faktiske ulykkesfrekvens siden byggeriets start er 27 - altså mere end 60 procent højere end metroselskabets eget mål.

Forskellig sikkerhedskultur

Louise Høst afviser, at ulykkerne skyldes stramme tidsplaner og presset økonomi, da der er stor forskel på antallet af ulykker på byggepladserne. Nogle af byggepladserne har ikke haft ulykker i et år, mens andre har haft alt for mange, siger hun.

- Det er i grove træk samme stykke arbejde, der bliver udført på de forskellige byggepladser, så det ser ud som om, at sikkerhedskultur spiller en meget stor rolle for, hvordan det så går, når arbejdet skal udføres.

I 2014 fik Metroselskabet ellers bragt antallet af arbejdsulykker ned, så de havde en ulykkesfrekvens på 21. Men nu ser det ud til, at sikkerheden bliver dårligere. Det seneste år har ulykkesfrekvensen ligget på 31.

- En anden ting er simpelthen dårlig løfteteknik, når man håndterer meget tungt armeringsjern. Og lige præcis den type arbejde har vi haft rigtigt meget af i 2015 og også ind i 2016, siger Louise Høst.

Italiensk entreprenør: Det er stærkt problematisk

Det er den italienske hovedentreprenør, Copenhagen Metro Team (CMT), som står for det meste arbejde på metrobyggeriet - og det er dem og deres underleverandører, der har de fleste arbejdsulykker.

- Det er stærkt problematisk, at vi stadig har en høj ulykkesfrekvens på byggeriet. Der er ikke nogen tvivl om, at det her er en kæmpe udfordring og noget, vi tager meget alvorligt, siger Sigurd Nissen-Petersen, der er personalechef for hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team.

Udfordringen skyldes især sammensætningen af arbejdere, siger Sigurd Nissen-Petersen.

- Man må huske, at vi har over 24 forskellige nationaliteter på projektet, og det gør, at der er en voldsom udfordring til at have den samme tilgang til sikkerhed.

Derfor har CMT igangsat en række initiativer for at undgå, at så mange kommer til skade.

- Vi har haft et langt forløb, hvor vi har haft flere hundrede af vores kernemedarbejdere på sikkerhedskurser, siger han.