Michael blev snydt på nettet: Alarmklokkerne ringede allerede, mens jeg købte

Over 150.000 fupbutikker lurer på nettet med gode tilbud.

Michael Hansen blev snydt af fupside, da han skulle købe sko.

Det vrimler med webbutikker og fristende rabatter, der forsøger at få dig til at klikke køb. Og det kan være svært at lade være, når yndlingsmærkevaren er sat ned til det halve. Alligevel kan det være en god idé at tøve med klik-fingeren, lyder rådet fra en, der er blevet snydt.

Michael Hansen fra Nærum nord for København manglede støvler og klipklapper, da han og kæresten skulle på ferie i slutningen af maj. Så han gik på nettet for at købe nyt.

- Jeg havde mistet nogle sko på sidste års ferie, og så havde jeg gode erfaringer med Timberland. Så det var det, jeg gik efter, fortæller han.

Og så skulle kæresten også have et par sko med. Så han fandt et par tilbud, der så gode ud.

- Priserne var bedre end de rigtige priser. Men det var ikke foræringspris. Havde det været det, var jeg nok stoppet, siger han.

Og det var tæt på, at Michael Hansen var blevet stoppet. Han eget kort afviste nemlig at handle på siden. Men i stedet lånte han kærestens Mastercard og betalte med det.

- Alarmklokkerne ringede allerede, mens jeg sad og købte. Det valgte jeg så bare at overhøre, lyder det i dag.

Så dukkede der først én pakke op fra Kina og så én mere. Michaels bestilling lød på fire par fodtøj af mærkevarekvalitet. I stedet fik han fire dårlige kopier.

- Det stank langt væk af dårlig kvalitet. Af billig kemi, husker han.

- Jeg bliver irritabel over, at det er muligt at snyde folk, og jeg bliver irritabel over den lave moral, siger han.

150.000 mulige fupbutikker

Webbutikken, som snørede Michael Hansen, er langt fra den eneste med skumle motiver. Intet mindre end 150.000 webbutikker er nu blevet politianmeldt af e-mærket, som er den danske certificeringsordning for sikker handel på nettet.

To tredjedele af siderne markedsfører sig på dansk eller tilbyder at handle i danske kroner. Fælles for siderne er, at de alle sammen er registreret på udenlandske domæner, som ender på blandt andet com eller net.

Mange af dem er ifølge kommunikationschef Toke Mølgaard meget professionelle.

- Det er oftest også et ret godt tilbud på nogle kendte og meget eksklusive mærkevarer, det har det også med at blødgøre folk en lille smule, forklarer han.

Bagmandspolitiet, som nu har modtaget de mange politianmeldelser, kender en del til de udenlandske fupsider. Specialanklager Dorte Frandsen fra den særlige cybercrime-enhed opfordrer forbrugerne til at være opmærksomme.

- Det er typisk kopier, man får og ikke den ægte vare. Men man risikerer også mere alvorlige ting som at få stjålet sine kreditkortoplysninger, som så kan blive solgt på the dark web, fortæller hun.

Lyt til mavefornemmelsen

Ved et tilfælde opdagede Michael Hansen og kæresten, at der yderligere var blevet trukket et beløb på hendes Mastercard efter købet af de kinesiske sko.

- På et tidspunkt nævnte hun for mig, at der var en eller anden transaktion på hendes Mastercard på lidt over 800 kroner – med nogen kinesiske tegn, siger han.

Nogen havde uretmæssigt trukket et ekstra beløb på kortet. Kæresten gjorde dog indsigelse mod transaktionen hos banken og fik de 800 kroner retur.

Alligevel er Michael Hansen i dag irriteret over, at den side, som snød ham, stadig er åben og aktiv.

- Mit mål med at anmelde den var at få den lukket, så andre ikke ville falde i den fælde.

Han handler dog fortsat på nettet.

- Men nu følger jeg min mavefornemmelse. Havde jeg fulgt den, havde jeg ikke dummet mig, forklarer han.