Michelle sidder i kø en uge om året: Det er vanvittigt

Michelle Langballe Pedersen bruger flere timer om dagen på transport til sin arbejdsplads.

Hver morgen bruger Michelle Langballe Pedersen mellem halvanden og to timer på at komme på arbejde. (© dr)

Turen fra Vejle til Aarhus burde ikke tage mere end en times tid, hvis man spørger diverse ruteberegnere.

Men for de bilister, som hver dag kører på ruten i myldretiden, er billedet dog et noget andet.

Sådan er det for eksempel for Michelle Langballe Pedersen, der bor i Vejle, men arbejder som salgskonsulent i Tranbjerg uden for Aarhus.

Skal hun være sikker på, at kunne møde til tiden på sit arbejde, skal hun have sat bilen i gear allerede halvanden til to timer før hun egentligt skal møde.

- Jeg synes, at det er vanvittigt, at det skal tage så lang tid, siger hun til Magasinet Penge.

Intet liv med offentlig transport

Vejdirektoratets målinger viser, at der er kommet 25 procent flere biler på den Østjyske Motorvej siden 2010. Det gør, at transporttiden er svær at forudse.

I den uge, som Magasinet Penge fulgte Michelle Langballe Pedersen, kunne hun lægge mellem 6 og 51 minutter oveni morgenrejsetiden. Samme billede bekræfter en måling fra Vejdirektoratet.

Derfor er Michelle Langballe Pedersens morgener også præget af usikkerhed - for vil hun nu også nå på arbejde til tiden? Alligevel overvejer hun ikke et alternativ til bilen.

- Hvis ikke jeg havde min bil, ville jeg være nødt til at tage det offentlige, og så ville jeg ikke have noget liv. Det har jeg ligesom prøvet, forklarer hun.

I de omkring tre måneder, som prøveperioden på hendes arbejde varede, skete transporten til og fra arbejde nemlig med offentlig transport.

Det betød, at Michelle Langballe Pedersen for at kunne møde klokken 8.00, måtte ud af døren klokken 5, tage toget fra banegården klokken seks for at ankomme til Viby klokken 6.50 og så tage bussen videre klokken 7.15 og så endelig være fremme ved arbejdspladsen klokken 7.45.

- Det gjorde jeg faktisk i 3,5 måned. Der havde jeg en arbejdsuge på 75 timer, fordi jeg skulle bruge lidt over 30 timer på offentlig transport. Så da min prøvetid var overstået, købte jeg en bil, siger hun.

Spildtid for mere end to uger

Ifølge Magasinet Penges beregninger bruger Michelle Langballe Pedersen hver morgen i gennemsnit 23 minutter på at sidde i kø til arbejde. Det svarer til, at hun årligt bruger mere end en uge på at sidde i kø.

Men derudover spilder Michelle Langballe Pedersen yderligere 28 minutter, fordi hun - hvis hun vil være helt sikker på at komme til tiden - ofte er nødt til at tage af sted i så god tid, at hun ender med at komme for tidligt på arbejde.

Sammen med den tid, hun bruger i kø, løber spildtiden op i 16 dage om året.

En af de måder, som værdien af spildtid i trafikken opgøres på, er ved at kigge på, hvad bilister er villige til at betale for at undgå at komme til at sidde i kø eller for at undgå uforudsigelighed i trafikken, hvis de kunne.

Ud fra de parametre har det rådgivende ingeniørfirma COWI for Penge regnet sig frem til, at Michelle Langballe Pedersens tid i motorvejskøer har en værdi på 1.029 kroner om måneden, mens den samlede spildtid løber op i 1.698 kroner.

- Når man stiller det sådan her op, så synes jeg jo, at det er vanvittigt, at jeg bruger så meget tid, og det er så mange penge værd. Det er jo næsten 2.000 kroner, det koster mig at køre på arbejde hver måned.

Men kunne du så finde på at sige, nej, så kører jeg kun hjemmefra en time før?

- Nej, det tør jeg ikke. Så kommer jeg for sent.

Vejdirektoratet er så småt gået i gang med at udbygge en 15 kilometer lang strækning på Michelle Langballe Pedersens rute. Mellem Skanderborg Syd og Aarhus Syd skal motorvejen udbygges fra fire til seks spor. Arbejdet skal være færdig i løbet af 2019.

Oplev Michelle Langballe Pedersens liv som morgenpendler, når Magasinet Penge i aften klokken 21.55 sætter fokus på trængsel i trafikken.

Trængsel i trafikken stiger

  • Antallet af køretøjer i den danske vognpark har aldrig været højere. Ifølge de seneste tal fra Danske Bilimportører er der lige nu registreret 2.983.500 køretøjer.

  • Alene siden 2010 har den økonomiske fremgang medført 26 procent flere biler på motorvejene. Og selvom statsvejene blot udgør omkring fem procent af det danske vejnet, så lægger de asfalt til knap halvdelen af alle kilometer kørt i bil.

  • Vognparkens stigende størrelse kan også mærkes på de danske motorveje, hvor trængslen bare stiger og stiger flere steder.

  • Alene på statsvejene i hovedstadsområdet er der hver eneste hverdag 30.000 timers forsinkelse for privatbilister.