Midtjysk erhvervsmand dømt for svig med dækfirmas penge

Viborgs ukronede dækkonge var i retten tiltalt for mandatsvig og bedrageri i selskabet Genan.

Bent A. Nielsen solgte i 2002 sit dækfirma, Viborg Gruppen, til franske Michelin for 2,2 milliarder kroner. (Foto: Preben madsen © Scanpix)

Retten i Viborg har netop dømt erhvervsmanden Bent A. Nielsen til seks års fængsel i sag om mandatsvig og bedrageri for 493 millioner kroner.

Bent A. Nielsen er kendt som Viborgs ukronede dækkonge og var i retten tiltalt for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed og bedrageri af særlig grov beskaffenhed i selskabet Genan, som han selv har stiftet.

Selskabets revisor, Bjarne Nielsen, er dømt til tre års fængsel for medvirken til bedrageri, oplyser Retten i Viborg.

Begge de dømte anker sagen til frifindelse, oplyser revisorens forsvarer.

Renoverede sommerhus i Skagen

I sagen mod erhvervsmanden fandt retten det bevist, at Genans stifter gennem flere år havde overført omkring 73 millioner kroner fra Genan til et andet selskab, han ejede, og at pengene aldrig var betalt tilbage.

- Pengene var blevet brugt til private formål herunder renovering af stifterens kones sommerhus i Skagen, køb af privat lejlighed i København og gaver til hans børn og børnebørn, står der i sagens domsresume.

I det andet af sagens anklagepunkter var Bent A. Nielsen tiltalt for bedrageri for at have ført en række banker bag lyset i forbindelse med et milliardlån.

I den forbindelse bad erhvervsmanden sin revisor om en erklæring, hvoraf det fremgik, at han havde tilbagebetalt et mellemværende på omkring 420 millioner kroner mellem Genan og et af sine andre selskaber.

Enige dommere finder anklagede skyldige

Men det var i strid med sandheden, skriver Retten i Viborg.

- Da beløbet ikke var tilbagebetalt, fandt retten det bevist, at den 76-årige stifter var skyldig i bedrageri, og at revisoren havde medvirket til dette bedrageri ved i strid med sandheden at have skrevet sin erklæring, skriver retten.

I begge anklagepunkter var det en enig domsmandsret, der fandt erhvervsmanden og revisoren skyldig.

I 2002 solgte Bent A. Nielsen sit dækfirma, Viborg Gruppen, til franske Michelin for 2,2 milliarder kroner. I stedet oprettede erhvervsmanden sit nye firma, Genan, der forarbejder og genbruger udtjente dæk.

Men i 2014 kom det frem, at der var uregelmæssigheder i Genans regnskaber, og at en mulig konkurs var på vej. Pensionskassen PKA, der dengang var medejer, købte året efter Bent A. Nielsen ud Genan og rekonstruerede virksomheden.

Som reaktion på dommen skriver PKA i en pressemeddelelse, at man er tilfredse med, at både Genans stifter og revisor nu er dømt.

- Deres handlinger har haft store konsekvenser for Genan, for selskabets banker og ikke mindst for PKA og vores investering i virksomheden. Derfor mener vi, at det er vigtigt at få rettens ord for, at Bent A. Nielsen og Bjarne Nielsens handlinger var ulovlige, skriver pensionskassen.

Sagen har i flere måneder kørt ved Retten i Viborg.

Tidligere sager om økonomisk kriminalitet

  • I Januar i år blev stifteren af Hesalight, Lars Nørholt, straffet med fængsel i syv år for på et falsk grundlag at have fået en investorkreds til at skyde 562 millioner kroner i lampevirksomheden.

  • I 2009 fik tidligere IT-Factory-direktør Stein Bagger i en tilståelsessag rabat på straffen for sin hjælp under efterforskningen, selv om 200 millioner kroner aldrig blev fundet. Han blev idømt syv års ubetinget fængsel for omfattende svindel.

  • Kurt Thorsen blev for dokumentfalsk og bedrageri for 3,7 milliarder kroner ved hjælp af falske PFA-garantier idømt seks års fængsel i 2002 i Østre Landsret. Tidligere direktør i PFA Byg Rasmus Trads var også på anklagebænken og fik en straf på fire års fængsel. Men Thorsen blev udpeget som hovedmanden.

  • Ejendomsmægleren Bjørn Stiedl blev i 2009 idømt seks års fængsel i byretten for selskabstømning for 320 milloner kroner.

  • Klaus Riskær blev i 2007 idømt seks års ubetinget fængsel i landsretten for bedrageri og skyldnersvig for 200 mio. kr