Mikrolån hjælper socialt udsatte i Århus

Fra socialt udsat til selvstændig erhvervsdrivende – et mikrolånsprojekt i Århus har udklækket selvstændige erhvervsfolk med egne små virksomheder.

Rima Zam Zam var for to år siden på bistandshjælp og kunne ikke få fast job. Idag har hun sit eget frisør-firma takket være et mikrolån.

Mikrolån er normalt noget vi forbinder med fattige borgere i u-lande.

Men et år efter, at 12 socialt udsatte og hjemløse i Århus fik bevilget mikrolån på op til 50.000 kroner, driver halvdelen af dem nu deres egne små virksomheder - som blandt andet grafisk designer, hundelufter, tagrenser, lydtekniker eller frisør.

Ved at give op

For eksempel Rima Zam Zam. I 2008 stod hun pludselig alene med fire børn, var på bistandshjælp og hun kunne ikke få fast job som frisør.

"Jeg var næsten ved at opgive alt," siger hun. "Jeg græd den dag, jeg var ude ved min sagsbehandler. Jeg tænkte: nogen må jo hjælpe mig og mine børn."

Og det var der også. Sammen med elleve andre socialt udsatte, fik Rima adgang til et lån fra Merkurbank - et lån som Socialt Udviklingscenter SUS kautionerede for.

Lån giver liv

Medarbejder på Projekt Mikrolån fra SUS, Steen Larsen:

"De særlig socialt udsatte har ikke mulighed for at låne penge, som almindelige borgere har. Vi går ind og siger til dem: nu har I muligheden for at gå ind vise, at I kan og I vil - I kan låne penge af os."

Og det var netop, hvad frisøren Rima Zam Zam ville.

"Jeg ville gerne være selvstændig og få noget arbejde og forsørge mine børn."

Hvad har mikrolånet betydet for dig?

"Det har givet mig et liv"

Det er ikke kun i Danmark, at ideen om mikrolån er havnet. EU har for nylig besluttet at afsætte 750 millioner kroner, som ledige EU-borgere kan låne til at starte egen virksomhed. Ordningen begyndte i februar.

Du kan høre, se og følge Rima i TV Avisen. Det er i aften klokken 21.

Facebook
Twitter