Miljørigtige køleskabe er rent fup

Mange køleskaber bruger meget mere strøm, end det kunderne får at vide, når de køber dem. Det viser en undersøgelse foretaget af Teknologisk Institut.

Disse otte køleskabe og frysere har fået Elsparemærket uberettiget, fordi producenterne har oplyst forkert energiforbrug og volumen. (Foto: Elsparefonden © Elsparefonden)

Mange forbrugere bliver snydt, når de tror, at de har købt et miljørigtigt køleskab med lavt strømforbrug, fordi de er mærket med Elsparefondens mærker: A+ eller A++.

Køleskabe og frysere bruger nemlig ofte langt mere energi, end det fremgår af Elsparefondens sparemærke. Elforbruget kan være helt op til 40 procent højere end angivet.

Otte ud af 20 hvidevarer brugte mere energi

En stikprøveundersøgelse af 20 køleskabe og frysere, som Teknologisk Institut har foretaget for Elsparefonden, viser, at de otte bruger mere energi end angivet og dermed er i strid med kravene i EU's energimærkning.

Der er tale om decideret vildledning af forbrugerne, siger projektleder Mads Lindevall Kristensen.

- Vi tager dette meget alvorligt og har meddelt producenterne, at de ikke længere må bruge Elsparefondens Elsparemærke. Og vi opfordrer detailhandlen til at lægge pres på producenter og importører for at sikre korrekt energimærkning af deres produkter, siger han.

Forhandlere undskylder - og kompenserer

Tre af de dumpede produkter sælges af eneforhandlere, nemlig Skousen Husholdningsmaskiner, Elgiganten og Harald Nyborg A/S.

Elsparefonden har kontaktet de tre detailhandelskæder, som samstemmende undskylder over for forbrugerne. De er også villige til at kompensere kunderne for den vildledende mærkning - enten ved at hæve købet eller bytte produktet.

Elsparefonden varsler nu skærpet tilsyn med, om hårde hvidevarer rent faktisk overholder kravene.

Facebook
Twitter