Miljøsoftware til osende skibsmotorer vinder forskningspris

Luftforurening fra skibe koster hvert år 700 for tidlige dødsfald i Danmark. Ny teknologi stopper giftige partikler.

Den 31-årige udviklingsingeniør Kræn Vodder Busk modtager i dag Innovationsfondens Erhvervsforskerpris. (© DR Nyheder)

Som den første i verden har den danske forsker Kræn Vodder Busk løst skibstrafikkens problemer med at leve op til skrappe miljøkrav - uden at det ødelægger deres motorer.

Den 31-årige danske ingeniør fra Man Diesel & Turbo i København har udviklet en metode som er med til at reducere kvælstofoxid og sod fra skibsmotorer - den såkaldte NOx-forurening - med 75 procent.

- Mit projekt er en skræddersyet software-løsning af motorstyringen i container- og tankskibes totaktsmotorer. Det betyder, at man kan accelerere et skib uden øget NOx-dannelse og sort røg, fortæller Kræn Vodder Busk.

Han modtager i dag Innovationsfondens Erhvervsforskerpris på 50.000 kroner for sine forskningsresultater, der er blevet til i samarbejde mellem den tyske motorproducent MANs danske forskningsafdeling, Danmarks Tekniske Universitet, DTU, og Linköping Universitet i Sverige.

- Kræn er et fantastisk eksempel på en ung forsker, der forstår at kombinere god solid forskning med evnen til at se, hvordan det kommercielt kan udnyttes. Og så har han på relativt kort tid udviklet et system, der giver os renere miljø, siger innovationsfondens direktør Peter Høngaard Andersen.

Skibsfarten koster 700 danskere livet om året

Uret tæller ned for skibsfarten. Om tre år må nybyggede skibe i Østersøen og Nordsøens miljøzoner kun udlede en fjerdedel af de farlige NOx-partikler, der dræber tusindvis af mennesker kloden rundt.

FN's skibsfartsorganisation IMO har allerede indført reglerne for skibstrafikken i Nordamerika. Og nu kommer turen til de hjemlige farvande.

Ifølge beregninger fra Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet døde 3.600 mennesker i 2016 for tidligt på grund af den samlede luftforurening fra biler, lastbiler, skibe og fabrikker.

Da omkring 20 procent af luftforureningen i Danmark stammer fra den internationale skibstrafik, svarer det til, at omkring 700 for tidlige dødsfald - alene fra skibstrafikken.

- Hvis man kan fjerne 75 procent af NOx-udledningen fra skibene, svarer det til, at vi i Danmark kan spare knap 500 for tidlige dødsfald. Det er en hel del og viser, hvor stor betydning skibstrafikken har for luftforureningen i Danmark, siger professor Jørgen Brandt fra Aarhus Universitet.

Teknologi indbygges i nye motorer

Hos skibsmotorproducenten MAN Diesel & Turbo benytter man blandt andet den såkaldte EGR-teknologi til at opnå den markante NOx-reduktion, hvor Kræn Vodder Busks forskning løser problemet omkring soddannelse ved acceleration.

Det patenterede software er allerede kommet i produktion med en ny motorserie fra MAN Diesel & Turbo, som skal leve op til kravene om en reduktion i udledningen af NOx-partikler i Nordsøen og Østersøen fra 2021.

Casper Hededal Svendsen, der er afdelingsleder for 10 forskere hos MAN i København, forklarer, at styringsredskabet resultatet af, at Kræn Vodder Busk både har haft en computermus og en skruetrækker i hånden.

- Kræn har været rigtig dygtig til at udnytte det høje teoretiske niveau i forskningsverdenen og koble det med noget, der også skal virke i industrien. Og så har han aldrig været bange for at få beskidte fingre. Han har ikke bare siddet bag sin computer, men også været ude at skrue på maskiner, siger han.

Rederier: En god og billig løsning

Hos den danske skibsfarts brancheorganisation Danske Rederier, der tæller 40 rederier, er direktør Maria Skipper Schwenn begejstret for den danske forskning.

En af fordelene ved reguleringsmekanismen er nemlig, at den bremser NOx-udledningen på det tidspunkt, hvor den er mest problematisk - når skibene sejler til og fra havn.

- Der er sådan, at når man sejler ind og ud af en havn, så belaster man motoren på ret kort tid. Og det, der er på bordet her, er en god simpel løsning, hvor man ikke går ind og påvirker motorens effektivitet, siger Maria Skipper Schwenn.

Hun er ikke bekymret for, om de danske rederier kan leve op til de skærpede miljøkrav i 2021. Teknologien til at reducere NOx-udledning er allerede til stede - og den vælter ikke økonomien.

- NOx-udstyr generelt er ikke det, der fordyrer driften særlig meget. Til gengæld er der en stor miljøfordel. Det er også derfor, at danske rederier planlægger at leve op til reglerne, når de får nybyggede skibe.

Facebook
Twitter