Millioner af besøgende, milliarder i omsætning og Gurli Gris: Her er gigant forlystelsesvirksomheden, Lego-familien køber

Pariserhjulet London Eye og voksmuseet Madam Tussauds kommer på danske hænder.

Det er en enorm forlystelseskoncern, som Lego-familien gennem pengetanken Kirkbi nu køber sammen med kapitalfonden Blackstone og pensionskassen CPPIB for et stort milliardbeløb.

Med dagens køb ejer Kirkbi 50 procent af Merlin Entertainments Group. Det svarer til en aktiepost på 20 milliarder kroner.

Ved overtagelsen tilbagekøber Lego-familien samtidig Legoland-parkerne, som familien i 2005 solgte.

Kirkbi overtager ikke alene Legoland, men også en enorm underholdningskoncern, der driver over 130 attraktioner i 25 lande.

Har du været en tur i pariserhjulet London Eye i London, på rundtur på voksmuseet i Madame Tussauds i San Francisco, i Gurli Gris-legeland i Shanghai eller boet på det enorme ferieresort Gardaland ved Verona i Italien?

Fælles for dem er ejeren, nemlig Merlin Entertainments Group, der sidste år servicerede ikke færre end 67 millioner gæster.

  • Merlin Entertainments ejer otte Legoland-parker i syv lande, mens det niende Legoland er på vej i New York. (Foto: Merlin Entertainments)
  • Voksmuseet Madame Tussauds er også på Merlin Entertainments liste over attraktioner. (Foto: Merlin Entertainments)
  • Pariserhjulet London Eye er en del af Merlin Entertainments. Fra pariserhjulet i London kan gæsterne få et blik ud over Londons skyline. (Foto: Merlin Entertainments)
  • Tegnefilmsfiguren Shrek har også sin egen attraktion hos Merlin Entertainments i form af Shrek's Adventure i London. (Foto: Merlin Entertainments)
  • I Australien har Merlin Entertainments to zoologiske haver under navnet Wild Life. De ligger i henholdsvis Sydney og på Hamilton Island.
  • Merlin Entertainments har også forlystelsesparken Alton Towers i England, som både byder på vandland og rutsjebaner. (Foto: Merlin Entertainments)
  • Merlin Entertainments har også licens til at bruge den populære figur Gurli Gris i sine forlystelsesparker. Gurli Gris har sin egen forlystelse i forlystelsesparken Heide Park i Tyskland. Derudover har Merlin Entertainments tre Gurli Gris Legeland. De ligger i Dallas, Michigan og Shanghai. (Foto: Merlin Entertainments)
  • Merlin Entertainments driver 12 akvarier under navnet SeaLife, hvor gæsterne kan se alt fra skildpadder til hajer. (Foto: Merlin Entertainments)
1 / 8

Legoland

Merlin Entertainments omsatte for 14 milliarder kroner i 2018. Heraf blev det til et overskud på 2,4 milliarder kroner før skat.

En stor del af omsætningen kommer fra Legoland-parkerne, hvor der strøg 5,3 milliarder kroner gennem kasseapparatet i 2018.

Hele 15,6 millioner valgte at besøge de otte Legoland parker, der ligger i Billund (Danmark), San Diego (Californien, USA), Orlando (Florida, USA), Tyskland, Japan, Dubai, Malaysia og England

Til næste år får endnu flere mulighed for at besøge Legoland, der åbner nemlig et Legoland i New York (USA).

Udover Legoland-parkerne ejer Merlin Entertainments også 20 Lego Discovery Centers, 11 af dem ligger i Nordamerika.