Millioner af danskere berørt: Lønkoks skyldes fejl i nyt it-system hos Nationalbanken

Nyt it-system havde ikke taget højde for de store beløb, systemet skulle håndtere på første lønningsdag

Nationalbanken skiftede det centrale betalingssystem for den danske finansielle sektor ud for mindre end 14 dage siden. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det er en fejl i Nationalbankens nye it-system, der har været årsag til, at et stort antal danskere ikke har adgang til deres løn og pension som forventet.

Ifølge Nationalbanken er der tale om en såkaldt parameteropsætning, som har forsinket clearingen af bankbetalingerne, lyder det i en pressemeddelelse.

Robust it-løsning

Det er mindre end 14 dage siden, at Nationalbanken udskiftede det centrale betalingssystem i den danske finansielle infrastruktur til den "robuste tekniske løsning", Kronos2, som har været undervejs i flere år.

Systemet, der er halvandet år forsinket, blev testet i weekenden op til første bankdag med det nye system, den 20. august, men her blev der ikke taget højde for de store beløb, systemet skulle håndtere på første lønningsdag.

Nationalbanken ønsker på nuværende tidspunkt ikke at uddybe, hvordan parameteropsætningsfejlen er opstået, men oplyser til DR Nyheder, at der er tale om en "menneskelig fejl".

- Der er ikke noget i vejen med it-systemet, men der har været mindre indstillinger i systemet, som har været forkerte og ikke er blevet opdaget, siger presserådgiver hos Nationalbanken, Ole Mikkelsen, til DR Nyheder.

Millioner danskere berørt

Fejlen betyder, at udbetalingerne ikke som normalt er overført til bankerne i løbet af natten, og det har påvirket millioner af danske bankkunder.

Mette Beck, der er pressechef hos Udbetaling Danmark og ATPs for administrationsforretning, vurderer, at godt en million ydelsesmodtagere kan være berørt.

Blandt andet på udbetaling af førtidspension, folkepension og ATP livslang pension.

Og Jyske Banks afdelingsdirektør for kort og betalinger, Katrine Bak Primdahl, oplyser, at en stor del af bankens omkring 800.000 kunder har været nødt til at vente på pengene fra deres arbejdsgiver.

- Alle de betalinger, der skal ind til kunder i vores bank, som kommer fra virksomhedskunder i andre banker, har været forsinket. Hvis både virksomhedsejer og lønmodtager er i samme bank – har vi kunnet fordele pengene ud på folks konti, siger direktøren, der også fortæller, at Jyske Bank har fået et hav af henvendelser omkring manglende løn.

Ingen økonomiske konsekvenser

Problemet skulle ifølge Finans Danmark efterhånden være løst.

Datacentraler og pengeinstitutter har siden tidligt i morges haft travlt med at bogføre betalingerne, og samtlige udbetalinger forventes afviklet i løbet af formiddagen, så de der igen er penge på danskernes konti.

Katrine Bak Primdahl understreger desuden, at hun ikke mener, Nationalbankens it-fejl ikke vil få økonomiske konsekvenser, fordi pengene stadig vil gå ind på den forventede bankdag.

- Kunder, der har debitkort og som ikke har haft dækning på kontoen, bliver ramt hårdere. De kan jo ikke bruge penge, før lønudbetalingerne er i hus, siger Katrine Bak Primdahl, som kalder fejlen uheldig.

- Vi synes ikke, det er sjovt, og det tror jeg heller ikke Nationalbanken synes. Jeg er sikker på, at der vil blive evalueret efter denne her fejl. Det må vi tage ved lære af og håbe, at den slags ikke sker igen.

Parameteropsætningsfejlen blev ifølge Nationalbanken rettet omkring klokken 6 i morges.

Facebook
Twitter