Millioner strømmer til Astralis

Sponsorinteressen vokser for dansk Counter-Strike-hold, der har vundet sin tredje majorturnering i træk.

Da Astralis vandt sin første majorturnering i 2017, blev de fejret på Københavns rådhus med rådhuspandekager og tale fra borgmesteren. I går aftes vandt de for fjerde gang en major. Måske er der nye pandekager på vej? (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

Der sad tusinder af fans på lægterne i Mercedes Benz Arena i Berlin, da det danske e-sportshold Astralis i aftes vandt sin tredje såkaldte majorturnering i skydespillet Counter-Strike.

Med sejren på den digitale grønsvær i Tyskland indkasserede fem unge danske gamere en præmiecheck på 3,4 millioner kroner til deling.

Det er fjerde gang siden januar 2017, at det danske hold kan hæve en gevinst på over tre millioner kroner, fortæller Astralis-direktør Nikolaj Nyholm, som også er medstifter af holdet.

– De har en enkelt gang vundet en million dollars (6,8 millioner kroner, red.). Det er ikke en gang exceptionelt højt. Man ser andre spil som Dota2 med endnu større præmiesummer, siger han.

Dota2 er et af de mest spillede online strategispil i verden. For nylig vandt den dansk/færøske Dota2-spiller, Johan Sundstein, sammen med fire holdkammerater 104.400.000 kroner, da de blev verdensmestre i spillet.

Det svarer til 20 milloner kroner per spiller. Til sammenligning kunne en af verdens bedst betalte sportsfolk, den spanske tennisspiller Rafael Nadal, sætte 25,6 millioner kroner i banken, da han i nat vandt US Open for fjerde gang - få timer efter Astralis vandt sin fjerde major i Berlin.

Få timer efter at Astralis vandt sin fjerde major-turnering i Berlin i aftes, vandt tennislegenden Rafael Nadal sin fjerde US-Open-titel. Præmiechecken på 25,6 millioner kroner er stadig noget større end den, e-sportsholdet måtte nøjes med på 3,4 millioner kroner - til deling. (Foto: Johannes Eisele © Scanpix)

Sponsorpenge strømmer til Astralis

Bag de yderst velvoksne præmiechecks i e-sport ligger især en forøget interesse fra sponsorer, der gerne vil ind i e-sporten. Den interesse mærker Astralis også.

- Vi ser hvert år noget, der minder om en 50 procent stigning i værdien af sponsoraterne, siger Nikolaj Nyholm.

Han ønsker ikke at oplyse, hvor store sponsorater der er tale om, men siger, at der er tale om et ottecifret beløb (mellem 10-99 millioner, red.). Forklaringen på den store sponsorinteresse er ifølge ham, at Astralis er blevet et internationalt brand.

- Ligesom Barcelona og Real Madrid, som altid er med i mindst kvart- eller semifinalerne i Champions League, siger han med henvisning til, at Astralis' sejr i går i Berlin var deres tredje majorsejr på stribe.

Penge følger publikum

De tusinder af fans i Berlin var ikke de eneste, der fulgte med, da det danske e-stjernehold vandt i den tyske hovedstad. Begivenheden blev transmitteret live på Amazons streamingtjeneste og på flere af verdens største TV-netværk.

Og det er netop udsigten til et meget stort publikum - både online og på TV - der tiltrækker sponsorer som Audi og Bestseller til e-sport, mener brandingeksperten Thomas Badura, der er direktør i firmaet SponsorPeople.

- Flere sponsorer køber ind på e-sport, fordi de er nervøse for at gå glip af noget eller at sponsoraterne bliver for dyre. Mange af dem mangler dog at definere, hvordan de vil arbejde med både indholdet og de muligheder, som e-sports segmentet kan tilbyde, siger han.

Ifølge Thomas Badura forventes det, at e-sports globale publikum vil vokse fra godt 380 millioner i år til over 500 millioner i 2021. Alene væksten de seneste 4-5 år har været tæt på en fordobling, siger han

Top-ti får de gode sponsorater

I paraplyorganisationen Esport Danmark, der er det officielle forbund for e-sport herhjemme, nikker formanden Thomas Koed genkendende til den forøgede sponsorinteresse.

- Det er der ikke nogen tvivl om. Hvis du går to et halvt år tilbage, da Astralis vandt deres første major, så er der sket vanvittigt meget. Og der er helt klart kommet flere sponsorer til, siger han.

Det er dog ikke en udvikling, der smitter af på alle. Det er nemlig især de bedste hold, der nyder godt af den store sponsorinteresse, mener han.

- Det er topti holdene, der er bedst til at tiltrække de store sponsorater. Lige så snart du kommer derudover, begynder sponsorater at blive mindre og ikke noget, du kan leve af, siger Thomas Koed.

Sælger over 100.000 trøjer

Sponsorerne er den vigtigste, men ikke den eneste indtægtskilde for e-sportsstjernerne i Astralis. Salg af merchandise og digitale produkter begynder ifølge Nikolaj Nyholm også at skæppe i kassen.

Det er især Astralistrøjer, dre sælges. Han ønsker ikke at fortælle, hvor mange det handler om, men ifølge DR's oplysninger er der det seneste år solgt over 100.000 jerseys med Astralis-logo på.

Astralistrøjen solgte også godt i Berrlin i forbindelse med søndagens finale.

- Astralis jerseyen var i går udsolgt. Arenaen (i Berlin, red.) havde købt store partier hjem. Og i Jack & Jones butikkerne i Berlin var der også udsolgt af Astralis jerseys, siger Nikolaj Nyholm.

Facebook
Twitter