Millionvis af statslige breve udbringes af konkurrent til kriseramt postvæsen

Politiker vil have minister til at svare på, hvorfor staten betaler Postnords konkurrent for at bringe breve ud.

Frem for at bruge det statsejede Postnord har Udbetaling Danmark, der håndterer alle sager om pensioner og sociale ydelser, siden efteråret 2016 brugt en privat leverandør til at sende breve. (© Postnord)

Mens staten med den ene hånd skriver en check ud på knap 1,4 milliarder kroner for at redde det statsejede Postnord fra en konkurs, betaler statens egen institution, Udbetaling Danmark, millioner af kroner til konkurrenten, Bladkompagniet, for at bringe breve ud.

Udbetaling Danmark, der er en del af ATP, håndterer alle sager om pensioner og sociale ydelser og har siden efteråret 2016 brugt det private selskab Bladkompagniet til at sende breve ud til borgerne.

Udbetaling Danmark oplyser til DR Nyheder, at Bladkompagniet ved udgangen af september 2017 har omdelt næsten halvdelen af de cirka fire millioner fysiske breve, som Udbetaling Danmark sender årligt.

DF: Hvorfor betale konkurrent?

Praksissen, hvor staten med den ene hånd understøtter det kriseramte postvæsen i den danske del af Postnord og samtidig betaler konkurrenten for at bringe breve ud, forarger Dansk Folkepartis postordfører, Henrik Brodersen.

- Det er svært at forstå. Jeg synes, at der bør være en eller anden samhørighed, der gør, at man selvfølgelig benytter de virksomheder, som staten har interesse i overlever, siger han.

Socialdemokraternes postordfører, Christian Rabjerg, er også ærgerlig over, at staten ikke benytter sin egen postvirksomhed.

- Jeg undrer mig over, at en offentlig reguleret institution fravælger et statsejet selskab, som har den service, Udbetaling Danmark efterspørger, siger han.

S: Minister må ind i sagen

Postnord blev i 2009 skabt ved at sammenlægge Post Danmark A/S med det svenske Posten AB. Men siden er det gået økonomisk ned af bakke for postkoncernen - blandt andet fordi, der i dag bliver sendt langt færre breve.

Den danske og svenske stat har i flere måneder forhandlet om, hvordan man skal løse de økonomiske problemer i postkoncernen, som er ejet af Danmark og Sverige i fællesskab.

Fredag faldt en aftale på plads, hvor Sverige betaler 309 millioner kroner, og Danmark betaler knap 1,4 milliarder kroner til en redningspakke.

Netop set i lyset af den millarddyre redningsplan har Socialdemokraternes postordfører nu bedt transportminister Ole Birk Olesen (LA) om at forklare, hvorfor en offentlig institution har gjort brug af en anden leverandør.

- Det er klart, at det ikke er positivt for postens økonomi. Derfor har jeg også bedt ministeren gå ind i sagen, og det er min forhåbning, at ministeren vil tage en dialog om sagen med Udbetaling Danmark, siger Christian Rabjerg.

K: Staten bør bruge det billigste

Men at der skulle være noget som helst problem i at bruge en privat leverandør frem for Postnord er Konservatives postordfører, Rasmus Jarlov, lodret uenig i.

- Vi synes, at alle - også offentlige myndigheder - skal have lov til at bruge private leverandører. Det sikrer jo, at den offentlige service bliver billigere, hvis man kan sende brevene ud med den billigste leverandør, siger han.

Men bør staten af princip ikke benytte sine egne selskaber?

- Det argument kan man anvende om alle offentlige udgifter. Man kan også sige, at det ville være absurd, hvis man brugte private leverandører på hjemmepleje eller skoler - og så samtidig tilføjer penge til kommunerne, siger han og fortsætter:

- Generelt har vi den holdning, at vi får billigere offentlig service, hvis de offentlige myndigheder bruger de leverandører, som er billigst. Så hvis der er andre end Postnord, som er bedre og billigere, så skal man bruge dem, siger Rasmus Jarlov, postordfører for Konservative.

Udbetaling Danmark har ikke ønsket at give interview om sagen. Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har heller ingen kommentarer.

Facebook
Twitter