Mini-kraftværk kan blive nyt Vestas

En to hundrede år gammel opfindelse - opfindsomme danske forskere - og en ny banebrydende energikilde er opfundet. Der er store forhåbninger til et dansk mini-kraftværk.

Der er store forhåbninger til et dansk mini-kraftværk, der kan brænde alt fra halm til træflis. (Foto: © Indsatsleder Erik Laursen)

For 200 år siden opfandt den skotske præst Stirling en motor, der bliver drevet frem ved hjælp af varme. På trods af flere forsøg gennem de seneste 200 år er motoren aldrig blevet en succes.

Men det bliver den måske nu.

Forskere fra DTU i København har brugt principperne for den gamle motor til at lave et mini kraftvarmeværk. Kraftværket, der er på størrelse med en container, står nu foran masseproduktion.

- Vores Stirling-motor drives ved hjælp af varme. Så ved at afbrænde træflis, halm eller andre planterester kan vi producere både varme og elektricitet, siger direktør Lars Jagd fra Stirling DK.

Alt kan brændes

At man kan lave elektricitet ved at brænde træ eller planterester fra markerne, der alligevel ville ligge og rådne, det har vakt opmærksomhed fra alle verdenshjørner.

- I mange lande i Asien og Afrika forsyner man landsbyer med elektricitet ved hjælp af en diesel-generator. De lande kan se en stor fordel i, at udskifte dyr og forurenende diesel med træ-affald, halm, tørrede riskerner - ja alt hvad man kan finde i nærheden af landsbyen som kan brænde, siger Lars Jagd.

Også velhavende lande som Canada har vist interesse for det danske mini-kraftværk.

- Man har enorme mængder af træ i Canada. Og det er jo absurd, at små byer i midten af de canadiske skove bliver forsynet med elektricitet fra en diesel-generator. Og da vores kraftværk også er CO2-neutralt, har det ikke gjort den canadiske interesse mindre, siger Lars Jagd.

Det nye Vestas

Den statslige fond, Vækstfonden, håber, at Stirling bliver den første danske iværksættervirksomhed, der får kontant udbytte af, at hele verden interesserer sig for ren og billig energi - og for at droppe kul, benzin og diesel.

- Vi tror, at den løsning Stirling har fundet, er så banebrydende, at Stirling kan blive det nye Vestas, siger vicedirektør Rolf Kjærgaard fra Vækstfonden.

Stirling forhandler lige nu med investorer, der skal hjælpe virksomheden ud af de små lokaler ved DTU, hvor motoren er blevet håndbygget indtil nu - og over i større fabrikslokaler, hvor man kan starte en egentlig masse-produktion af de små kraftværker.

Optimisme trods finanskrise

-Vi er tyve ansatte nu. Hvis vi finder pengene, så er det meningen, at de tyve ansatte skal være fordoblet til næste år. Og om tre år skal vi være 400 til 500 ansatte og vi skal omsætte for en milliard kroner om året. På længere sigt kan der blive flere tusinde ansatte, siger Lars Jagd.

Lige nu er det pengene, der afgør virksomhedens videre skæbne. På trods af finanskrise er direktøren optimistisk.

- Den økonomiske krise har medført, at mange lande meget gerne vil være uafhængige af olie og kul. Og det er faktisk en fordel for os, siger han.