Minister efter afsløring af usle forhold for kinesiske kokke: 'Myndighed skal kulegrave 100 sager'

Der skal gøres op med snyderi med særlig beløbsordning, lyder det fra minister.

34-årige Huashan Hong skulle både lave mad, være tjener og gøre rent på restauranten Bao & Bar for cirka 30 kroner i timen, har den kinesiske kok tidligere fortalt til DR. (© (c) privatfoto)

- Hammeren skal falde hårdere for dem, som bryder spillereglerne.

Sådan lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), der i dag er kaldt i samråd om sagen, hvor kinesiske kokke er hentet til Danmark på den såkaldte beløbsordning.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der er myndighed på området, har tidligere oplyst, at styrelsen efter de gældende regler ikke kan udelukke en restaurant fra at hente kinesisk arbejdskraft til landet på beløbsordningen, selvom samme restaurant tidligere er straffet for at snyde med ordningen.

Tip os:

  • 您是否遇到恶劣的工作条件? 告诉记者 Christian Bentsen.

  • Are you experiencing harsh working conditions in Denmark?

  • Arbejder du under dårlige forhold i Danmark?

  • E-mail: bent@dr.dk

Men ved samrådet siger Mattias Tesfaye, at han vil have lavet loven om, så det i fremtiden bliver muligt at afslå tilladelser. Ministeren vil også have en nærmere undersøgelse af de hundredevis af tilladelser, som styrelsen tidligere har givet, siger han.

- Det er besluttet, at SIRI som et yderligere tiltag i 2020 vil gå alle sager, hvor der er givet opholdstilladelse til ansatte i restaurantionsbranchen, igennem en ekstra gang og efterfølgende udvælge og gennemføre en nærmere kontrol i omkring 100 sager, siger Mattias Tesfaye.

Flere dømte får ny tilladelse

Når udlændinge fra et land uden for EU vil arbejde i Danmark, kræver det en tilladelse gennem den såkaldte beløbsordning. Ordningen stiller krav om en forholdsvis høj månedsløn, mens man arbejder og opholder sig i Danmark.

Men ordningen bliver misbrugt til at udnytte blandt andet kinesisk arbejdskraft i den danske restaurationsbranche.

- Nogle går meget langt for at fuske med og udnytte de danske systemer, siger Mattias Tesfaye.

DR har tidligere sammen med Fagbladet 3F kunnet fortælle historien om 34-årige Huashan Hong, der sov på europaller i et baglokale, og ifølge eget udsagn fik cirka 30 kroner i timen sort for at arbejde 10 og 14 timer dagligt på den kinesiske restaurant Bao & Bar på Nørrebro i København.

Dokumenter har også bekræftet, at der findes flere restauranter, der enten er dømt for at hyre illegal arbejdskraft eller snyde med beløbsordningen, men som samtidig har fået lov til at hyre nye kokke gennem ordningen.

I alt 15 restauranter fik tilladelse til nye kokke på beløbsordningen i 2017, 2018 og 2019, selvom de tidligere var dømt, viser DR og Fagbladet 3F's aktindsigter.

Det kom ifølge Mattias Tesfaye bag på ham, at virksomheder, der er dømt for at bryde reglerne, har kunnet få nye tilladelser hos SIRI. Men nu vil ministeren have kulegravet et udsnit af de tidligere sager, siger han.

- Myndighederne skal være særligt opmærksomme. Der skal ringe en klokke, siger han.

Sådan kan det foregå, når beløbsordningen udnyttes:

To for éns pris

En udbredt metode til at omgå beløbsgrænsen sker ved, at en kok, der har fået opholdstilladelse, tager sin kone med, og de to arbejder for én persons løn.

- Det kan være, man har en medfølgende ægtefælle, som får ingen eller meget lidt i løn, siger Mattias Tesfaye.

I 2018 havde 401 kinesere en medfølgende ægtefælle eller samlever med til Danmark på beløbsordningen, og i 251 tilfælde arbejdede parret samme sted, viser tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Ifølge tallene udgør sager med kinesere, hvor ægtefæller eller samlevende arbejder samme sted, 63 procent. Samme år tog 618 indere deres ægtefælle med til Danmark på beløbsordningen, men her arbejdede kun 22 samme sted.

Det står der i en kinesisk jobannonce:

  • Ansættelse af ægtepar i Danmark.

  • Begge kokke får sammenlagt løn på 15.000-18.000 DKK.

  • Daglig arbejdsdag på 12 timer – en månedlig hviledag.

  • Manden udfører kokkearbejde på arbejdsvisum.

  • Hustruen hjælper til i køkkenet på visum som medfølgende arbejdskraft.

  • Kilde: Wechat

Derfor vil ministeren have skærpet kontrol i de sager, hvor medfølgende familiemedlemmer arbejder samme sted som de kinesiske kokke, så eksempelvis par, der kommer til Danmark, ikke skal kunne arbejde samme sted, medmindre den medfølgende part har en særskilt arbejdstilladelse.

Generelt set skal udlændingemyndighederne være mere opmærksomme og lave ekstra kontroller, hvis noget virker mistænkeligt, siger ministeren.

- Den gennemsnitlige månedsløn for kokke i Danmark er på 28.500 kroner i 2020-tal. Med et spring på cirka 8.000 kroner op til beløbsgrænsen, så skal myndighederne være opmærksomme, når de modtager en ansøgning, siger Mattias Tesfaye.

Lovændringen forventes fremsat i løbet af i år, så den kan træde i kraft næste år, oplyser ministeren.

34-årige kinesiske Huashan Hong har tidligere fortalt om sit illegale arbejdsliv som ansat på restauranten Bao & Bar på Nørrebro i København. Se hans historie her: