Minister går ind i sag om Nets: 'Man skal ikke tage urimeligt høje gebyrer'

Erhvervsministeren ser alvorligt på, at Nets tager gebyr for donationer til velgørende formål.

Simon Kollerup (S) reagerer, efter at de fire største danske børneorganisationer, Børns Vilkår, Red Barnet, Unicef og Mødrehjælpen, i dag har bedt ham om at gøre noget ved de fire kroner og 32 ører i gebyr, som Nets kræver, hver gang der bliver doneret et beløb via betalingsservice. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Jeg synes, den her sag er temmelig alvorlig.

Sådan lyder kritikken fra erhvervsminister Simon Kollerup (S) i kølvandet på, at en række velgørende organisationer har sendt et brev til ham om betalingsvirksomheden Nets' gebyrer.

Ministeren vil nu se på, om de gebyrer, vi betaler, når vi via betalingsservice støtter velgørende hjælpeorganisationer som Mødrehjælpen og Unicef, er for høje.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi som danskere trygt kan støtte gode formål, uden at så stor en del af det skal gå til urimeligt høje gebyrer, siger Simon Kollerup.

Indkalder til møde

Simon Kollerup reagerer, efter at de fire største danske børneorganisationer, Børns Vilkår, Red Barnet, Unicef og Mødrehjælpen, i dag har bedt ham om at gøre noget ved de fire kroner og 32 ører i gebyr, som Nets kræver, hver gang der bliver doneret et beløb via betalingsservice.

- Hvis man kommer til at sidde tilbage med følelsen af, at en stor del af det, man støtter en organisation med, faktisk går til gebyrer til betalingsservice, så er vi ved at udvikle et tillidsproblem, som jeg ser meget alvorligt på, og derfor vil jeg også gå ind i den her sag, siger han.

I næste uge vil ministeren invitere de vrede organisationer til møde i Erhvervsministeriet, forklarer han.

- Jeg har i dag fået et brev fra nogle velgørende organisationer, som forklarer det her problem. De her organisationer vil jeg kalde til møde i næste uge for at drøfte muligheden for finde en løsning for dem, siger han.

Men skal Nets ikke også tjene penge på de her transaktioner. Det koster vel noget?

- Man skal ikke tage urimeligt høje gebyrer, men selvfølgelig må man have lov som virksomhed at tjene penge på sit produkt. Det, som jeg holder meget skarpt øje med, er, om de gebyrer, man tager hos betalingsservice er urimeligt høje. Hvis de er det, så står vi med et meget alvorligt problem, siger Simon Kollerup.

Organisationer: Koster os ni millioner

Samlet set afleverer de fire organisationer ni millioner kroner i gebyrer alene i år, fortæller direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl.

Og det bør laves om, mener direktøren.

- Det kan ikke være rigtigt, at man har sådan nogle firmaer, der lukrerer og tjener tykt på danskernes velvilje i forhold til velgørenhed, siger Rasmus Kjeldahl.

Men hos Nets afviser man kritikken.

Virksomheden har nemlig allerede forpligtet sig til at kompensere en række organisationer, der hører under brancheorganisationen Isobro, af netop samme grund, siger Søren Winge, som er pressechef i Nets.

- Vi har sagt, at vi vil give størstedelen af vores fortjeneste, hvilket samlet set vil betyde seks millioner kroner i besparelser på et år for de her medlemmer, siger han.

Og bankerne, der får en del af gebyrerne, kan også være på vej med penge til organisationerne, siger pressechefen.

- Der er faktisk også en dialog mellem de her indsamlingsorganisationers paraplyorganisation, Isobro, og bankerne med henblik på at se, om bankerne også vil give et bidrag, siger Søren Winge.

Facebook
Twitter