Minister klar til at stævne udbyttesvindlere for 11 milliarder

Skattemyndighederne vil anlægge sager i udlandet, som samlet vurderes at løbe op i omkring 11 milliarder kroner.

Karsten Lauritzen er klar til at anlægge civilretlige sager mod selskaber og aktører i udlandet. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) bekræfter nu, at de danske skattemyndigheder er i gang med at sagsøge en række udenlandske pensionskasser og professionelle aktører i den såkaldte udbyttesag.

På nuværende tidspunkt er der anlagt omkring 50 sager - heraf omkring 10 nye alene i de seneste to dage - med samlede krav på 2,3 milliarder kroner.

Målet er på sigt at anlægge civilretlige sager for op imod 11 milliarder kroner.

- Kammeradvokaten og vi gør alt, hvad vi kan for at gøre civilretlige krav gældende over for dem, der står for svindelen. Forventningerne er, at der bliver anlagt sager for det fulde svindelbeløb, siger Karsten Lauritzen på et doorstep-møde i Skatteministeriet.

Der er tale om en række civilretlige sager mod en række selskaber og personer i udlandet, som bliver anlagt sideløbende med en strafferetlige efterforskning, som bagmandspolitiet er i gang med i forbindelse med svindlen med udbytteskat for i alt 12,7 milliarder kroner.

- Det viser sig, at det er muligt at gøre civilretlige krav gældende over for en række professionelle aktører i en lang række lande. Det for eksempel være pensionsselskaber, skatterådgivere. Det er Skat og Kammeradvokaten i fuld gang med, siger Karsten Lauritzen.

Skatteministeren har dog ikke et bud på, hvornår de første af sagerne kan komme for en domstol.

- Jeg har ikke nogen præcise datoer. Men nu er stævningerne indgivet, og så begynder lavinen så at sige at rulle, siger han.

Værdier for 2,7 milliarder kroner beslaglagt

De danske myndigheder arbejder tæt sammen med en række efterforskere fra lande verden over, hvilket har ført til ransagninger, afhøringer og indhentelse af oplysninger fra banker, pengeinstitutter og virksomheder.

Det har igen ført til beslaglæggelse af indeståender på bankkonti, aktier og ejendomme i udlandet for omkring 2,7 milliarder kroner, oplyser Skatteministeriet.

Svindelen menes at være foregået fra 2012 til 2015, hvor Skats kontrolsystemer svigtede. Her blåstemplede Skat blanketter med krav om udbetalinger af refusioner for udbytteskat for i alt 12,3 milliarder kroner.

Det er angiveligt sket ved at bagmændene fra udlandet har indsendt ansøgninger til Skat, hvor de har udgivet sig for at eje aktier i danske selskaber som Mærsk, Danske bank, Carlsberg og Novo Nordisk.

De forfalskede ansøgninger har de brugt til at få refunderet den skat, de påstod at have betalt for aktiegevinster, de havde opnået igennem de danske selskaber. Men hele konstruktionen er ifølge Skat et falsum.

Den hovedmistænkte i sagen er den britiske rigmand Sanjay Shah, der bor i Dubai. Han og hans medarbejdere mistænkes for at have været med til at oprette hundredvis af amerikanske pensionskasser, som skal være blevet brugt til svindelen.

Fusk via amerikanske pensionskasser

Størstedelen af den formodede svindel skal være sket via flere hundrede amerikanske pensionskasser, som Sanjay Shah og hans medarbejdere har været med til at oprette fra 2013 til 2015.

Ifølge DR Nyheders oplysninger har Skat stævnet over 40 amerikanske enkeltmandspensionskasser og deres ejere ved domstole i blandt andet New York, New Jersey, Massachusetts, Ohio og Florida.

I alt 277 amerikanske enkeltmandspensionskasser er udnyttet i det, der ifølge Skat udgør ét stort svindelnummer mod den danske statskasse, fremgår det af stævningerne.

Dom i dansk ankesag i dag

I en dansk udløber af den overordnede skattesag faldt der ved middagstid dom i ankesagen ved Østre Landsret mod den tidligere medarbejder i Skat Sven Jørgen Nielsen og hans mangeårige ven Torben Wulff Dileng.

De fik ved landsretten henholdsvis fem års fængsel og fire og et halvt års fængsel for svindel med udbytteskat for 37,4 millioner kroner.

Dermed gav landsretten strafrabat til de to dømte, der i december i byretten i Glostrup blev idømt henholdsvis seks og fem års fængsel.

Sven Jørgen Nielsen var desuden tiltalt for et forhold, der handler om embedsmisbrug, men her blev han frifundet, da landsretten mente, at det forhold var forældet.

Blev opdaget under ransagning

Svindlen for de 37,4 millioner kroner blev opdaget, da dansk og svensk politi i marts 2016 ransagede Sven Jørgen Nielsens hjem i Helsingborg i Sverige i forbindelse med den overordnede skattesag.

Her fandt politiet et brev, der indikerede, at Sven Jørgen Nielsen, der har 46 års ansættelse i Skat bag sig, angiveligt ikke kun havde blåstemplet falske refusionsblanketter med milliarder af kroner til udenlandske kriminelle.

Advokat Lars Henriksen siger, at han sammen med sin klient i løbet af de næste 14 dage vil overveje, om der er grundlag for at søge procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke sagen til Højesteret.

Facebook
Twitter