Minister kritiserer banker for manglende hjælp til små virksomheder: 'Det er skammeligt'

Erhvervsministeren langer ud efter bankerne, der også får kritik fra små og mellemstore virksomheder.

Erhvervsminister Simon Kollerup er ikke tilfreds med bankerne. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Erhvervsministeren er langt fra tilfreds med bankernes hjælp til små og mellemstore virksomheder, der er ramt af corona-krisen.

- Vi har brug for, at de kommer ud på den anden side med virksomheden i behold. I den forstand er det skammeligt at høre, at så mange virksomheder har problemer med at få hjælp nede i banken, siger Simon Kollerup (S) til DR.

Ministerens skarpe udmelding kommer, efter at flere brancheforeninger for små og mellemstore virksomheder beretter om talrige eksempler på medlemmer, der enten får nej til hjælp af banken eller for eksempel får tilbudt en kassekredit med renter på mellem 10 og 20 procent.

- Samfundet var der for bankerne, da vi havde finanskrisen. Nu kan vi godt have høje forventninger til, at bankerne udviser samfundssind, at de strækker sig ekstra langt, at de ikke drager urimelig fordel af situationen og skruer renterne i vejret, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Virksomheder risikerer at lukke

Brancheforeningen for små og mellemstore virksomheder får dagligt henvendelser fra medlemmer, som oplever manglende opbakning fra banken.

- Der står rigtig mange virksomheder tilbage på perronen, som ikke får hjælp. Som endnu ikke har fået udbetalt den statslige støtte. Og som ikke kan få en kassekredit som en mellemfinansiering i banken. Og det gør, at virksomheder risikerer at lukke, siger Alexander Nepper, der er politisk chefkonsulent i SMVDanmark.

I mange tilfælde siger banken ja til at give en midlertidig kassekredit, men så er det ofte til en høj rente, fortæller han.

Samme melding kommer fra Foreningen for Danske Soloselvstændige. Her er der set eksempler på, at en frisør fik tilbudt et bevilget overtræk til 18,75 procent i rente.

- Det tangerer jo rentesatserne ude på det lidt mere dunkle lånemarked, siger Peter Dalsgaard, der er talsmand for Danske Soloselvstændige.

Banker: Vi hjælper langt de fleste

Bankernes brancheorganisation kan ikke genkende kritikken.

Ifølge Finans Danmark har flere end 9 ud af 10 virksomheder, som har henvendt sig til deres bank, fået hjælp.

Men der er også virksomheder, der får nej, understreger brancheforeningen.

- Det er virksomheder, hvor vurderingen er, at dem kan vi ikke hjælpe igennem, sådan så de er økonomisk bæredygtige på den anden side af krisen. I den situation er det eneste forsvarlige, selvom det er trist, at der bliver sagt nej, siger Niels Arne Dam, der er cheføkonom i Finans Danmark.

Løfte om at hjælpe

Han vil ikke kommentere på kritikken af kassekreditter med høje renter på for eksempel 18,75 procent.

- Jeg kan ikke udtale mig om prisniveauer, det må jeg ikke på grund af konkurrenceretlige regler. Jeg kan sige, at bankerne har givet håndslag på, at de vil give fair priser til de virksomheder, de kan hjælpe, siger Niels Arne Dam.

I begyndelsen af sidste uge gik regeringen og Finans Danmark ud med en fælles erklæring om, at bankerne ville hjælpe deres kunder igennem krisen.

I erklæringen lover bankerne blandt andet at "sikre tilstrækkelig lån og likviditet til i øvrigt sunde virksomheder og privatkunder".

Erhvervsministeren sender nu et klart signal til bankerne.

- Bankerne er de store. De har store indlånsoverskud, de har mange penge, men der er små butikker, der har brug for hjælp lige nu. Derfor forventer jeg selvfølgelig som minister, at bankerne hjælper de små virksomheder. Og det er ikke godt nok, når vi ser historier som dem, vi er blevet præsenteret for nu, siger Simon Kollerup til DR.

Udbetalinger fra hjælpepakker er begyndt

Mange af de virksomheder, der er i akut pengenød, har også ansøgt om at få del i de forskellige hjælpepakker, som regeringen og Folketinget har vedtaget.

Og de penge er så småt begyndt at blive udbetalt, siger erhvervsministeren.

- Fra statens side er vi i gang med at udbetale de første penge. Og her i april måned vil der komme mange flere penge ud i virksomhederne. Og det er derfor, jeg siger til bankerne: Tag nu lige og vis det ekstra samfundsansvar i denne her situation. I de sidste dage, der er tilbage, før pengene kommer fra staten, skal bankerne kunne strække sig længere, end de gør det i dag, siger Simon Kollerup.

Erhvervsministeriet oplyser, at de første udbetalinger på kompensationsordningen til store arrangementer og lønkompensationsordningen til fyringstruede virksomheder er gennemført.

- Vi forventer, at udbetalingerne på ordningen til selvstændige venter lige om hjørnet, skriver ministeriet til DR.

Facebook
Twitter