Minister til forgældede landmænd: Sats på fødevaresikkerhed

Fødevareminister afviser at hjælpe landmænd af med deres gæld, og opfordrer landmændene til at producere sikre fødevarer.

Dan Jørgensen opfordrer landbruget til at imødegå faldende priser på fødevaremarkedet ved at producere sikre fødevarer. (Foto: Scanpix)

De forgældede danske landmænd skal ikke regne med en hjælpende økonomisk hånd fra regeringen.

- Vi betragter det primært som et forhold imellem landmand og långiver - altså bankerne, siger fødevareminister Dan Jørgensen.

20 procent af de danske landmænd er i alvorlige økonomiske problemer, og 15 procent af de danske landmænd er så forgældede, at de er i fare for at gå konkurs.

Det viser en analyse som Videncentret for Landbrug har lavet for DR Nyheder.

Sats på det, vi kan

Analysens resultater har fået professor i finansiering på CBS, Finn Østrup, til at foreslå at bankerne må eftergive gæld for de trængte landmænd, og at staten skal hjælpe bankerne, så de er i stand til at give gældssaneringen.

Den løsning afviser fødevareminister Dan Jørgensen altså. Han opfordrer i stedet de danske landmænd til at satse på at give verdensmarkedet noget, konkurrenterne ikke kan.

- Vi skal se på, hvad vi er gode til, og hvad vi kan konkurrere på. Det er ressourceeffektivitet, fødevaresikkerhed, og at vi kan producere forsvarligt i forhold til dyrevelfærden, siger Dan Jørgensen.

Fødevaresikkerhed i høj kurs

Det er en kombination af flere forskellige faktorer, der har skabt den begyndende krisesituation for dansk landbrug.

Flere landmænd døjer stadigvæk med efterdønningerne fra finanskrisen i 2008. Deres gæld er høj, og det gør dem meget følsomme over for negative udviklinger i markedet.

I øjeblikket er landmændene især udfordret af, at de globale fødevarepriser falder. Men står det til Dan Jørgensen skal de danske landmænd ikke sigte efter at konkurrere på prisen.

- Mest muligt, billigst muligt - den konkurrence taber vi. Vi skal satse på noget andet. Vi ved, at verdensmarkedet kommer til at efterspørge sikre fødevarer endnu mere i fremtiden. Der er en grund til at Danmark, som det eneste land, sælger pølser i Kina, siger fødevareministeren.

Facebook
Twitter