Minkavlere roser ny aftale - men dumper dvaleordning: 'Det bliver næsten umuligt at starte op igen'

En dvaleordning skal hjælpe minkavlere, der vil starte op igen. Men forening tror, at få vil bruge den.

Der var ca. 2.600 heltidsbeskæftigede på de danske minkfarme i 2019. Dertil kommer de beskæftigede i følgeerhverv, hvorfor mange danskere på den ene eller anden måde har en tilknytning til minkerhvervet. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Det er snart tre måneder siden, at Niels Christian Poulsens 200.000 mink blev aflivet.

Tre måneder med uvished om fremtiden. Uvished om, hvilken erstatning minkavleren ville blive stillet i udsigt.

I aftes landede der så en politisk aftale, og her venter en historisk stor erstatning.

Aftalenen sender op til 18,8 milliarder kroner ud til minkavlere, der som følge af frygten for coronasmitte blandt mink har aflivet deres dyr.

- Det har været frygteligt at gå i uvished, så jeg er selvfølgelig glad for, at der er kommet en bred politisk aftale, siger nu forhenværende minkavler, Niels Christian Poulsen.

I aftalen forventes der at blive udbetalt mellem 10,9 og 11,9 milliarder kroner i direkte erstatning til minkavlerne.

Den gennemsnitlige minkavler vil stå til at modtage tre slags erstatning. En for de aflivede dyr, en for tabt fremtidig indtjening og en for restværdien af avlernes minkanlæg.

Men da to minkfarme ikke er ens, er der ikke et entydigt svar på det spørgsmål. Minkavlernes erstatning vil nemlig blive vurderet individuelt ud fra flere forskellige faktorer.

Derfor er det også med en smule tilbageholdenhed, at Niels Christians Poulsen forholder sig til aftalen.

- Jeg skal have lavet nogle beregninger, og jeg skal have nærlæst delaftalerne, før jeg ved, hvad det her kommer til at betyde for min økonomi, siger han.

Niels Christian Poulsen er forhenværende minkavler.

Samme toner lyder fra Tage Pedersen, der er formand for Danske Minkavlere.

- De overordnede rammer ser fornuftige ud. Nu skal det så udmøntes i praksis, og så må vi håbe, at det giver en fair erstatning til den enkelte minkavler. Det kan vi først se, når avlerne får vurderet deres enkelte farm, men jeg håber på en fair erstatning. Vi har afleveret et erhverv i verdensklasse.

Minkavl bliver lovligt om et år - men få avlere vil starte op igen

Da regeringen på et pressemøde fortalte, at alle danske mink skulle slås ned, blev det senere slået fast, at der ikke var lovhjemmel til sådan en melding.

Senere blev der dog indgået en politisk aftale. Aftalen gør det forbudt at holde mink frem til 31. december 2021.

Det vil altså sige, at fra 1. januar næste år kan minkavlerne starte op på driften igen.

I den politiske aftale om erstatning er der sat 60 millioner kroner af til en såkaldt dvaleordning.

Ordningen betyder, at minkavleren kan vælge at modtage en kompensation, der dækker minkfarmens faste omkostninger samt en driftstabserstatning for avlsdyr, indtil det er muligt at starte op på ny.

Der er sat langt flere penge af i den politiske aftale til nedrivning af minkanlæg end til minkavlere, der ønsker at starte op igen næste år. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Pengene i dvaleordningen er dog langt fra nok til at kunne starte op igen, lyder det fra minkavler Niels Christian Poulsen.

- Det vil koste utroligt meget at starte op igen. Vi skal til udlandet og købe en ny besætning hjem, og det vil være en enorm investering, som jeg har svært ved at se, vi kan komme igennem med.

Hvad skal der til for, at dvaleordningen bliver attraktiv?

- Jamen, så skulle staten være med til at genskaffe de dyr, de nu engang har taget fra os, lyder det fra Niels Christian Poulsen.

Formanden for Danske Minkavlere, Tage Pedersen, tror, at det er ganske, ganske få minkavlere, der vil vælge dvaleordningen i stedet for den fulde erstatning.

- Det bliver næsten umuligt at starte op igen. Vores fodercentraler er væk. Vores fælles auktionshus Kopenhagen Fur er væk. Hele følgeindustrien er væk. Det bliver ligesom at være pionerer igen, og de vil sandsynligvis tabe kampen til de andre pelsproducerende lande i Østeuropa og Kina, siger Tage Pedersen.

Minister: Dvaleordning bliver for de få

Ifølge Tage Pedersen kommer minkerhvervet ikke til at genopstå på den måde, som vi har kendt det indtil nu.

For minkavler Niels Christian Poulsen, der var en af de store producenter i Danmark, så venter der ham ifølge eget udsagn en stor erstatning, da han har investeret meget i sin minkfarm.

Derfor er det ikke økonomisk attraktivt at vælge dvaleordningen.

- Jeg er 57 år og skal arbejde 10 år endnu. Jeg har noget jord, jeg kan dyrke, og min søn skal selvfølgelig finde sig noget helt andet at lave, siger han.

Og det er måske ikke tilfældigt, at der er sat flere penge af i aftalen, der skal hjælpe minkavlerne med at omstille produktionen, end til de, der ønsker at gå i dvale.

- Vi har været i dialog med minkbranchen, og her siger de fleste, at de ikke tror på, at de skal have minkavl i Danmark. I mange andre europæiske lande går man væk fra minkavl, i modebranchen går man væk fra det, og når vi lukker ned så voldsomt, som vi gør her, så er det ikke realistisk at åbne op igen. Men der er nogle få, og der har vi så lavet en ordning, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn.