Mistænkelige overførsler for milliarder i Nordea

Nordea involveret i potentiel hvidvask, skriver Berlingske. Mistænkelige overførsler for fem milliarder.

Der har været mistænkelige overførsler for milliarder i Nordeas filial for udenlandske velhavere. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Nordea har været del af et netværk af banker, som har været brugt til mistænkelige overførsler for milliarder, skriver Berlingske.

Avisen har sammen med den finske tv-station YLE og et internationalt netværk af medier fået adgang til et større datalæk med detaljer om bankoverførsler.

Ifølge avisen viser data blandt andet, at flere end 260 skattelyselskaber og skuffeselskaber havde konti i Nordeas afdeling på Vesterport i København i perioden 2004 til 2014.

I alt er der sket overførsler til Nordea-konti i flere lande på mere end fem milliarder kroner, mens mere end tre mia. kroner blev overført fra Nordea-konti.

Danske Nordea-konti modtog i alt næsten to milliarder kroner, mens der blev overført mere end en milliard kroner fra de danske konti.

Nordea vil ikke udtale sig specifikt om overførslerne, men anerkender, at der nok er "foregået nogle ting, der ikke burde være foregået" i filialen på Vesterbro.

- Vi vil ikke misbruges til hvidvask eller anden finansiel kriminalitet. Såfremt vi er blevet udnyttet af russiske oligarker til hvidvask, beklager vi det og tager afstand fra det, siger Nordeas risikochef Julie Galbo til avisen.

Mange røde flag

Berlingske beskriver flere kundeforhold, der burde have fået alarmklokkerne til at ringe hos Nordea.

En af kunderne i filialen i København var for eksempel en virksomhed fra New Zealand, der havde en husholderske fra Filippinerne som direktør og modtog næsten 20 millioner kroner fra et selskab i Aserbajdsjan via en bank i Litauen.

Det er bankernes opgave at holde øje med, om der er 'røde flag', hvor kundernes overførsler virker mistænkelige. Men den opgave mener den britiske hvidvaskekspert Graham Barrow, at Nordea har forsømt.

- Det skuffende er, at selv en kortfattet gennemgang af disse konti burde have afsløret, at de var mistænkelige, siger han til Berlingske.