Mistænker ulovlig taxikørsel: Kørselstjeneste ransaget to adresser

Kørselstjenesten Urban Go er blevet ransaget og sigtes for overtrædelse af taxiloven.

Ifølge politiet har man beslaglagt regnskaber og ansættelseskontrakter ved ransagningerne. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Den omdiskuterede kørselstjeneste Urban Go er onsdag blevet ransaget af politiet.

Der er tale om adresser i Glostrup og på Frederiksberg, der her til formiddag er blevet gennemgået af Københavns Vestegns Politi.

Politiet har beslaglagt regnskaber og ansættelseskontrakter ved ransagningerne, fortæller vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

- Vi har været ude ved firmaet og på en anden adresse. Der har vi ransaget efter effekter, som kan bevise, at det er ulovlig taxikørsel, siger hun.

Mistænker ulovlig taxikørsel

Der er rejst sigtelse mod firmaerne Urban CPH og Urban Assist for overtrædelse af taxilovens paragraf 4 og paragraf 5, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Paragrafferne handler om henholdsvis tilladelser til erhvervsmæssig persontransport og tilladelse til at drive et såkaldt kørselskontor.

- Firmaet siger, at de kører erhvervsmæssig godstransport. Vi mener, at de kører erhvervsmæssig persontransport. Det kræver en tilladelse, som de ikke har, siger Charlotte Skovby.

Taxiloven blev i januar 2018 ændret, så man i dag skal have en række tilladelser, hvis man vil tjene penge på at transportere personer.

Der er ifølge politiet tale om en sag, der kan give virksomheden en bødestraf.

Urban Go er ifølge firmaets egen hjemmeside en "deleøkonomisk transport-app", der tilbyder "transportservice" i Storkøbenhavn og på hele Sjælland.

- Du kan altid køre med - blot der er en fragtgenstand med i bilen, skriver firmaet på hjemmesiden.

Anmeldt flere gange

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, der siden har lagt taxiområdet over til Færdselsstyrelsen, har tidligere orienteret Folketinget om, at Urban Go i deres øjne er en fortsættelse af virksomheden Ubr City.

Virksomheden blev oprettet i kølvandet på, at den amerikanske kørselstjenesten Uber lukkede ned i Danmark, da taxiloven herhjemme blev skærpet.

Styrelsen politianmeldte i 2017 Ubr City for at overtræde taxiloven.

I 2018 indgav styrelsen en ny politianmeldelse om Urban Go, som nu har ført til ransagninger og sigtelse mod virksomheden.

En række andre virksomheder, der tilbyder lignende transportservices for varer og personer, er også ifølge styrelsen tidligere blevet meldt til politiet for at overtræde loven.

Indtil videre er det kun selve virksomheden, der er i politiets søgelys, men vicepolitiinspektøren afviser ikke, at ansatte og andre skal afhøres i sagen.

- Næste skridt er nu at få gennemset det beslaglagte, pågældende skal afhøres og så skal sagen for retten. Alt efter hvad efterforskningen bringer, så kan der være rigtig mange flere, der skal afhøres, siger Charlotte Skovby.

DR Nyheder har uden held forsøgt at få en kommentar fra Urban Go.

Facebook
Twitter