Mistænkt i dansk svindelsag: Det er upassende, at du ringer

DR's Journalister fik hul igennem til Sanjay Shah, der er hovedmistænkt i sagen om skattesvindel for 12,3 mia.

DR's journalister, Thomas G. Svaneborg og Niels Fastrup, har i mere end et år arbejdet med at optrevle sagen om svindel med udbytteskat for 12,3 milliarder kroner.

I perioden imellem 2012 og 2015 har økonomisk kriminelle ifølge Skat trukket 12, 3 milliarder kroner ud af Skat på ulovlig vis.

Sagen kan gå hen og blive Danmarks største svindelsag, og den hovedmistænkte i sagen er den britiske finansmand Sanjay Shah, der nu bor i Dubai med sin familie.

Som en del af arbejdet med dokumentaren, Millardkuppet, tog Thomas G. Svaneborg og Niels Fastrup derfor til ørkenstaten for at opspore Sanjay Shah. Håbet var at få et interview med Sanjay Shah, hvilket ellers har været umuligt.

Ikke passende

Sanjay Shahs presserådgiver har gang på gang sagt nej til et interview med DR Nyheder, men igennem kilder lykkedes det journalisterne at skaffe Sanjay Shahs direkte telefonnummer.

Det kom der blandt andet følgende dialog ud af:

Sanjay, sagen er, at jeg er i Dubai lige nu, så jeg vil gerne høre, om vi ikke kan mødes?

- Desværre er det ikke sådan, det fungerer. Du bliver nødt til at tale med Jack Irvine. Han tager sig af min PR.

- Og det er ikke passende, at du ringer til mig på det her nummer.

I videoen ovenover kan du se og læse, hvordan det gik, da Thomas G. Svaneborg ringede til Sanjay Shah.

Du kan se dokumentaren Milliardkuppet her. Du kan også få hele historien i en blanding af tekst og levende billeder i webdokumentaren her.

SAGEN KORT OM MILLIARDSVINDEL

  • Den britiske rigmand Sanjay Shah er hovedmistænkt i sagen, hvor danske skatteborgere ifølge Skat er blevet snydt for 12,3 milliarder kroner.

  • Det svarer til 2.500 kroner per dansk skatteyder.

  • Den formodede svindel er startet i 2012 og står på, indtil Skat opdager den i august 2015 og lukker for tilbagebetalingerne af udbytteskat til udenlandske aktionærer.

  • Det er sket ved at bagmændene fra udlandet har indsendt ansøgninger til Skat, hvor de har udgivet sig for at eje aktier i danske selskaber som Mærsk, Danske bank, Carlsberg og Novo Nordisk.

  • De forfalskede ansøgninger har de brugt til at få refunderet den skat, de påstod at have betalt for aktiegevinster, de havde opnået igennem de danske selskaber. Men hele konstruktionen er ifølge Skat et falsum.

Facebook
Twitter