Mistænkt i over et år: Dansk politi har endnu ikke krævet Sanjay Shah udleveret

Sanjay Shah, som er hovedmistænkt i svindelsag for over 12 milliarder kroner, er endnu ikke krævet udleveret fra sin bopæl i Dubai.

Den britiske finansmand Sanjay Shah er mistænkt for at stå bag svindel for milliarder mod den danske stat. (Foto: B1 © B1)

I over et år har Sanjay Shah været hovedmistænkt i den omfattende sag om svindel med refusion af udbytteskat for over 12 milliarder kroner.

Alligevel har dansk politi endnu ikke forsøgt at få Sanjay Shah udleveret fra sit liv i luksus i Dubai.

Det fremgår af et svar fra Rigsadvokaten til Folketingets skatteudvalg.

- Jeg undrer mig godt nok over, at man ikke har forsøgt at få ham udleveret endnu. Når man kører en sag i så lang tid, opstår der en risiko for, at han kan beskytte sig mod udlevering. Han kan flytte til et andet land eller på anden måde sikre sig en sikker base i Dubai, siger Peter Skaarup (DF), der er formand for Retsudvalget og afsender på spørgsmålet til justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

I svaret til Skatteudvalget skriver Rigsadvokaten, at "der er ikke på nuværende tidspunkt fremsat udleveringsbegæringer i sagen."

Sigtelser mod personer og selskaber

Rigsadvokaten skriver desuden, at den britiske finansmand, som må formodes at være Sanjay Shah, anses for sigtet. Det er første gang, at danske myndigheder officielt bekræfter, at Shah er sigtet i svindelsagen.

"Der er iværksat et større antal forskellige efterforskningsskridt i sagen, hvorefter de personer og selskaber, som de pågældende efterforskningsskridt angår, efter retsplejelovens regler anses for sigtede," skriver Rigsadvokaten.

Ifølge de danske udleveringsregler er en sigtelse nok til, at man kan kræve en person udleveret.

- En udleveringsbegæring ville betyde, at vi også kunne begynde at arbejde af de politiske kanaler for at få ham udleveret, siger Peter Skaarup, som opfordrer justitsminister Søren Pape Poulsen til at få gang i dialogen med de Forenede Arabiske Emirater.

Mellem linjerne

- Det må snart være på tide at få ham afhørt, så vi kan få at vide, hvad der er fup og fakta i den her sag, siger Peter Skaarup.

Det opfølgende spørgsmål til regeringen bliver, hvor meget og om nogen kontakt der har været med den britiske finansmand, lyder det fra Skaarup.

- Jeg kan læse mellem linjer, at man ikke regner med at få ham udleveret og derfor ikke har forsøgt at få ham udleveret. Den strategi kan jeg kun undre mig over.

Thomas Anderskov Riis, som er fungerende politiinspektør i Bagmandspolitiet, skriver i en mail til DR Nyheder, at man lige nu arbejder "på højtryk for sammen med andre landes myndigheder at sikre den bedst mulige strafferetlige forfølgning."

- Spørgsmålet om, hvornår mistænkte personer bør kræves udleveret, indgår naturligvis også i dette samarbejde. Når der er efterforskningsmæssigt grundlag for det, vil vi og de øvrige lande gå videre med udleveringsspørgsmålet, uanset hvor de mistænkte befinder sig i verden, skriver Thomas Anderskov Riisi mailen.

Facebook
Twitter