Mistænkt for milliard-svindel hyrer rutineret dansk advokat

Mistænkt finansmand, Sanjay Shah, har hyret den danske forsvarsadvokat Jakob Lund Poulsen.

Mistænkt for milliard-svindel, Sanjay Shah (th.), har hyret den danske advokat Jakob Lund Poulsen (tv.).

Det er to af Danmarks mest erfarne strafferetsadvokater, der repræsenterer to af de mistænkte i sagen om milliard-svindel mod Skat.

Forsvarsadvokat Jakob Lund Poulsen bekræfter over for DR Nyheder, at den mistænkte Sanjay Shah har hyret ham som advokat.

Han har dog ikke nogen kommentarer til sagen.

- Jeg kan bekræfte, at jeg repræsenterer Sanjay Shah, men har ingen kommentarer, skriver Jakob Lund Poulsen i en sms til DR Nyheder.

Han er en af de mest rutinerede forsvarsadvokater i Danmark og har været blandt forsvarerne i EBH-sagen og Tvind-sagen, ligesom han har repræsenteret Klaus Riskær Pedersen, efterretningsofficeren Frank Grevil og den såkaldte Amagermand, hvor tiltalte blev dømt for mord og voldtægt.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er Sanjay Shah en af de centrale mistænkte i sagen om de 6,2 milliarder kroner, som Skat siden 2012 og frem til i sommer er blevet franarret gennem forfalskede ansøgninger om tilbagebetaling af udbytteskat.

DR Nyheder har tidligere fortalt, at en af de andre mistænkte i sagen har hyret forsvarsadvokat Anders Nemeth.

Facebook
Twitter