Mitt Romneys guldæg og de hårde drenge har købt Nets

Benhårde, amerikanske megafonde har købt Nets sammen med danske ATP.

Nets er blandt andet ejere af Dankortet. Der blev gennemført mere end 1 mia. Dankort betalinger i 2013.Nets håndterer 33 mio. kort

Det har været en hård fødsel med stor politisk fokus, men nu er firmaet bag blandt andet Dankotet, Nem-id og E-boks solgt for 17 milliarder kroner.

Køberne en de amerikanske kapitalfonde Bain Capital og Advent International samt danske ATP.

ATP kender de fleste danskere nok. 4,7 millioner danskere har nemlig penge hos Arbejdsmarkedets Tillægspension.

De to amerikanske megafonde er der nok færre, der kender, selvom vi taler om to af de største i verden.

Dog har det danske erhvervsliv stiftet bekendtskab med især Advent International tidligere.

Fyringer i sigte

Advent International købte nemlig KMD, der tidligere var kendt som Kommunedata. Den gang var de ikke langsomme til at igangsætte fyringer af 275 medarbejdere, eller det der svarede til en tiendedel af alle ansatte.

- Bain og Advent arbejder som kapitalfonde gør. De ejer virksomheder i noget tid, så ændrer de på dem og videresælger dem med fortjeneste. Vi så det ved KMD-købet, siger Niels Lunde, der er chefredaktør på Børsen til DR Nyheder.

Præcis hvad fremtiden bliver for de 2.600 ansatte i Nets er svært at sige, men Niels Lunde regner med nedskæringer.

Mitt Romneys hårde drenge bliver medejere

Udsigten til nedskæringer bliver ikke mindre af, at Advent International har købt Nets sammen med Bain Capital.

En kapitalfond grundlagt for 30 år siden af den tidligere republikanske præsidentkandidat Mitt Romney.

Bain Capital er kendt for at være benhårde i deres tilgang til investeringer. De laver typisk nedskæringer, fyrer medarbejdere og sælger selskaber fra.

De er også berygtede for, at deres handlinger ikke altid stemmer overens med interessen hos det firma, de køber.

Det har blandt andet været synligt i tilfælde, hvor Bain Capital har tjent penge på opkøb på trods af, at selskaberne gik konkurs efter opkøbet.

Det skete blandt andet ved købet af computervirksomheden, DDi. Her tjente Bain ifølge Wall Street Journal mere end 700 millioner kroner på firmaet, inden det måtte erklære sig konkurs.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk