MobilePay-brugere ramt af opdateringsfejl

MobilePay advarer sine 3,8 millioner brugere mod at opdatere appen.

Sidste år lavede brugere af MobilePay 230 millioner transaktioner. Det svarer til, at de overførte 65 milliarder kroner. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Crasher din MobilePay, når du forsøger at overføre eller anmode om penge over din mobil? Så er det nok, fordi du opdaterede betalingsappen i går.

MobilePay har nemlig opdaget, at der er en fejl i den seneste opdatering og arbejder i øjeblikket på at finde en løsning.

- Der er sket en lille fejl i en opdatering i går. Vi har trukket den tilbage, men den ligger stadig i App Store indtil i morgen, siger MobilePays presseansvarlige, Peter Kjærgaard.

Ny version onsdag

Den nye, fejlfri version af opdateringen er klar i morgen, oplyser han.

- Vi opdagede det hurtigt, så det berører cirka en procent af vores 3,8 millioner brugere, det vil sige 38.000, siger han.

De brugere, der ikke er berørt af fejlen, advares mod at opdatere appen.

- Du skal lade være med at opdatere appen før i morgen. Hvis du har downloadet opdateringen, eller din telefon automatisk har opdateret, så skal du slette og geninstallere den. Eller vente til i morgen, siger Peter Kjærgaard.

Sidste år lavede brugere af MobilePay 230 millioner transaktioner. Det svarer til, at de overførte 65 milliarder kroner.