Momsforvirring spænder ben for madgenbrugsbutik

Folkekirkens Nødhjælp vil åbne et supermarked med overskudsvarer, men projektet er ved at drukne i momsregler.

Som reglerne er nu, skal der betales moms af varens værdi, hvis f.eks. et supermarked giver overskudsvaren væk. Overskudsvarer kan være grøntsager, der er blevet stødt eller mad, hvor emballagen er gået i stykker. (© DR)

Forestil dig, at du kan spare masser af penge på dine dagligvarer, mens du samtidig støtter verdens fattigste.

Står det til Folkekirkens Nødhjælp, så bliver det virkelighed næste år.

Nødhjælpsorganisationen vil åbne overskudssupermarkedet WeFood, hvor man vil sælge varer, som supermarkederne ikke har fået solgt, og derfor har doneret til butikken.

- Vi synes, det er et fantastisk koncept. Vi smider ikke mad ud, vi sælger varerne til omkring halvdelen, måske 70 procent mindre, end det ville koste i butikkerne, og de penge, vi får ind, går til at hjælpe verdens fattigste, siger Birgitte Qvist-Sørensen, der konstitueret generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Reglerne forhindrer åbning

Varerne hos WeFood skal komme fra blandt andre fødevareindustrien og detailhandlen, hvor der allerede er en aftale med Dansk Supermarked. Overskudsvarer er grimme æbler, ødelagte cornflakes-pakker og lignende, der ikke fejler noget.

Men momsreglerne står i vejen for, at Wefood kan slå døren op, mener Birgitte Qvist-Sørensen.

- Som reglerne er nu, så kan vi ikke få gang i butikken, fordi det vil koste supermarkeder mange penge. Det er ærgerligt, siger hun.

Nemmere at smide varerne ud

Loven siger, at butikkerne skal betale moms af varens værdi, hvis de vælger at forære overskudsvaren væk.

Det betyder, at hvis butikken har en vare, der inklusiv moms koster 20 kroner, så skal de betale fire kroner, hvis de vælger at donere varen til godtgørende formål. Hvorimod der ikke skal betales moms, hvis varerne ender i skraldespanden.

Den problematik har Dansk Supermarked oplevet på tætteste hold.

- Det betyder jo faktisk, at det for den enkelte butik er nemmere at smide varerne op i affaldscontaineren, end det er at give dem væk. Det er jo bundærgerligt, siger Helene Regnell, der er chef for socialt ansvar i Dansk Supermarked.

Hun påpeger, at loven bør bliver skaprtere fortolket:

- Vi har konkret brug for, at momsreglerne bliver fortolket på en måde, så fødevarer bliver fastsat til en nulværdi på det tidspunkt, hvor de bliver doneret, så vi ikke skal betale moms, siger hun.

Arbejder på retningslinjer

I skatteministeriet har embedsmændene kigget på momsreglerne, men ifølge skatteminister Benny Engelbrecht (S) kommer området dog ikke til at blive momsfrit.

- Den dårlige nyhed er, at det er ret svært at lave om på EU's samlede momsregler, siger skatteministeren.

I stedet peger han på en anden tolkning af momsreglerne, så supermarkederne slipper billigere i moms, når de donerer overskudsvarer.

- Butikker med overskydende mad kan i princippet sige, at de værdisætter det til en meget lav pris, fordi det jo er mad i overskud. Dermed kan man nøjes med at tage moms af et meget, meget beskedent beløb. Vi er i dialog med branchen om, hvordan man skal håndtere det, siger skatteministeren.

Du kan se mere om madspild i Magasinet Penge i aften klokken 21.55.