Dansk eksport blev hårdt ramt efter Muhammed-krisen, men en branche gik fri, nemlig medicinalindustri og eksporten af møbler og tøj, steg overraskende nok.
Danmarks eksport til de muslimske lande faldt 11,2 pct. som følge af Muhammed-krisen. Værst gik det ud over mejerieksporten. Den fik et markant fald, hvorimod medicineksporten holdt sig på samme niveau, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.
Tallene omhandler den samlede danske eksport til de 57 lande, som er medlem af Den Islamiske Konferenceorganisation, OIC.
Overraskelse
Noget overraskende har der trods forbrugerboykot også været en fremgang på 6,6 pct. i eksporten af andre forbrugsvarer som fx tøj, møbler og audiovisuelt udstyr til disse lande. Det viser de nyeste handelstal fra Danmarks Statistik.
Når man skal gøre de samlede tab op, skal man dog være opmærksom på, at man ikke ved, hvordan udviklingen ville have været, hvis der ikke havde været nogen Muhammed-krise, lyder det fra Dansk Industri,
- Der har været en stor fremgang i befolkningensindtægt i den mellemøstlige region, så vi er måske gået glip af en omsætningsfremgang, som vi ellers kunne have fået, siger chefkonsulent i Dansk Industris kontor for afsætning, Peter Thagesen.
Tegninger udløste krise
Hele krisen startede da de satiriske tegninger af profeten Muhammed blev offentliggjort i Jyllands-Posten 30. september 2005, men den egentlige krise brød først ud i slutningen af ja-nuar og begyndelsen af februar 2006, hvor en boykot af danske produkter satte ind i mange lande, danske flag blev brændt af og danske ambassader stormet.