Når du skal i gang med at investere

Har du is i maven, selv om dine aktier falder til det halve i løbet af få dage? Eller vil du sove mere roligt om natten, ved at dine penge står sikkert i statsobligationer? Det er noget af det, du skal overveje, inden du går i gang med at investere.

(© Scanpix)

De fleste danskere elsker at finde ud af, hvor de kan få mest for deres penge. Det gælder, når vi køber mælk i supermarkedet eller surfer på nettet for at finde det billigste digitalkamera.

Men det bliver mere indviklet, når talen falder på, hvordan man får mest ud af sin opsparing. For skal man investere i aktier, obligationer eller måske noget helt tredje?

Aktier, obligationer og investeringsforeninger

På denne side kan du få hjælp til, hvad du skal overveje, inden du går i gang med at investere dine penge.

Man kan investere i mange forskellige ting - men i denne guide fokuserer vi på de mest almindelige investeringsformer, nemlig aktier, obligationer og investeringsforeninger.

Hvor risikovillig er du?

Før du investerer dine penge, skal du tænke over, hvor stor en risiko, du er villig til at løbe.

Er du for eksempel typen, der har is i maven, hvis dine aktier pludselig falder til det halve i værdi i løbet af få dage? Eller vil du sove mere roligt om natten ved at vide, at du har sat dine penge godt og sikkert i statsobligationer?

Samtidig skal du også overveje, om du vil følge dine investeringer tæt eller hellere vil forholde dig mere passivt.

Facebook
Twitter