Næste træk er Putins : Benzinpriserne kan have kurs mod 20 kroner literen

Modsvar på EU's olieembargo afgør, om benzinpriser stiger endnu mere, siger ekspert.

Benzinpriser hos Circle K i Randers i går, mandag 30. maj. Ifølge eksperter vil benzinpriserne holder sig oppe. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix © Ritzau Scanpix)

14 kroner var prisen på en liter blyfri benzin, da krigen begyndte.

I dag er prisen tæt på 18 kroner literen.

Siden den russiske invasion af Ukraine blev indledt i slutningen af februar, har retningen for priserne på benzin og diesel kun haft en vej: Op.

Og den magiske grænse på 20 kroner literen kan være inden for rækkevidde, lyder det fra en ekspert.

- Vi nærmer os stille og roligt en ekstrem situation, lyder vurderingen fra Jan Bylov, oliestrateg i Jyske Bank.

- Og det synes jeg også, at man kan mærke, når man skal have benzin eller diesel på benzintanken. Det er godt nok dyrt, siger han.

Sanktioner kan mærkes hos forbrugerne

I går blev EU's ledere på et ekstraordinært topmøde i Bruxelles enige om "omgående" at forbyde mere end to tredjedele af importen af olie fra Rusland.

Det er olie, som vi i Europa bruger til at opvarme vores huse, drive vores fabrikker eller lave benzin og diesel til vores biler.

Sanktionerne strammer grebet om den russiske økonomi, men de kan også mærkes i kroner og øre for forbrugerne herhjemme.

Embargoen rammer nemlig et oliemarkedet, der i forvejen er presset, fortæller Jan Bylov.

- Lagrene er i forvejen lave, og lige nu hænger forholdet mellem produktion og efterspørgsel kun lige sammen. Det betyder, at der kommer et øget pres opad på olieprisen, siger han.

Han mener dog, at markedet har indregnet de nye sanktioner, som var i vente, i den nuværende pris. Så der bliver ikke her og nu tale om en priseksplosion.

Venter på Moskvas svar

Til gengæld sidder verdens oliehandlere og -analytikere med øjnene stift rettet mod den russiske præsident, Putin.

- Nu venter vi på, hvordan vil Putin og Kreml reagerer? Hvad bliver deres modsvar?

For hvis Putin lukker yderligere for eksporten af naturgas til Europa, vil det ramme den europæiske økonomi hårdt.

- Hvis vi kommer ud i et ekstremt scenarie, hvor Putin svarer igen med at lukke for gassen, så vil jeg mene, at olieprisen på kort sigt springer op i 140-170 dollars per tønde, og så går benzinprisen igennem loftet på 20 kroner per liter, siger Jan Bylov.

Hvor sandsynligt er det?

- For at svare på det er det lige før, vi skal lave en psykologisk profilanalyse af Putin, svarer oliestrategen.

- Det, vi har lært, er, at han er trænet i den gamle sovjetiske KGB-efterretningstjeneste, hvor han ser alt, hvad der foregår omkring ham som et spil. I det spil er der en reaktion og en modreaktion - i en evig cirkel, siger han.

Foto: Corona og krig har også kunne aflæses på standerne ved benzintankene herhjemme.

  • Tilbageblik - Sådan så prisen på brændstof ud i går hos OIL i Randers. EU's sanktioner mod russisk olie var ventede og allerede regnet ind i prisen, fortæller oliestrateg Jan Bylov fra Jyske Bank. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix © Ritzau Scanpix)
  • Tilbageblik - 10 marts 2022, et par uger inde i invasionen af Ukraine, var benzinpriserne allerede steget en del. (arkivfoto). (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)
  • Tilbageblik -15. oktober 2021 øgede genåbningen af samfundet efter corona efterspørgslen på benzin, hvilket fik priserne til at stige. (arkivfoto). (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)
  • Tilbageblik - Frygten for corona sendte 26. marts 2020 prisen på benzin og diesel til tælling verden over. (arkivfoto). (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
1 / 4

Russisk reaktion er sandsynlig

Når EU forhøjer indsatsen ved det geopolitiske pokerbord ved at spille kortet "forbud mod russisk olie", har Putin to valgmuligheder: Trække sig, fordi omkostningerne bliver for store, eller øge indsatsen endnu mere.

- Vi skal derfor være forberedt på, at der er en realistisk sandsynlighed for, at Putin vil svare igen i en eller anden form. Og det største trumfkort, han sidder med i forhold til europæisk økonomi, er at skrue ned for gassen. For det rammer vores økonomier langt hårdere, end det vi selv har gjort, siger Jan Bylov.

Kan vi se frem til en sommer med høje energipriser?

- Ja, det kan vi sagtens. Det er jo det globale energisystem, som skal laves om. Vestens ledere har sagt, at vi ikke vil handle med Rusland. Sådan bliver det. Så vi skal finde andre steder at få vores olie fra, og Rusland skal finde andre købere sandsynligvis i Kina og Indien, forklarer han.

Andre olielande kan ikke levere varen

Nøglen til lavere brændstofpriser for vestlige forbrugere kunne være, at andre olieproducerede lande skruer op for deres produktion. Men indtil videre kan Organisation for de olieeksporterende lande (OPEC), der blandt andre tæller Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Kuwait, ikke leve op til deres egne produktionsmål, efter at de skruede ned under coronapandemien, fortæller eksperten.

- OPEC siger, at de vil øge produktionen hver måned, men de kan ikke levere varen. Det ser ud til, at det har haft en pris at skære så hårdt ned for produktionen under corona. De kan ikke skrue så hurtigt op igen, siger Jan Bylov fra Jyske Bank.

Men de høje priser på olie og benzin kan også få følger for resten af økonomien, siger chefanalytiker Jakob Ekholdt Christensen fra Danske Bank.

- Det bliver dyrere for danskerne at fylde deres bil op med benzin. Og det kan komme til at ramme forbruget i Danmark, hvis danskerne begynder at holde igen med køb af andre varer, siger han.

- Samtidig kan der også komme den afsmitning, at Den Europæiske Centralbank kan blive tvunget til at sætte renten mere op, end man regner med. Det kan også sætte sig i de danske boligrenter. Hvis de stiger, påvirker det også mange danskernes økonomi, da de kan komme til at betale mere for deres lån, forklarer Jakob Ekholdt Christensen.