Nationalbanken advarer banker: Slip speederen eller det ender galt

For mange banker løsner på de mekanismer, der skal forhindre en finansiel krise, advarer Nationalbanken.

Især i forhold til lån til de virksomheder, som er følsomme over for udsving i økonomien generelt, er der brug for en stammere kurs, mener Nationalbanken. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Flere banker begynder igen at løsne op på kravene til udlån. Men bankerne bør i stedet løfte foden fra speederen.

Sådan lyder advarslen i en analyse, som Nationalbanken har gennemført.

- Flere banker træder på speederen ved at lempe på kreditstandarderne og yde lån til mere sårbare kunder, siger nationalbankdirektør Lars Rohde i en pressemeddelelse.

Stigende risikovillighed i finanssektoren

De største banker og realkreditinstitutter har ifølge analysen rekordstore overskud på bundlinjen efter de første seks måneder af i år, og det er med til at gøre bankerne mere risikovillige.

Men et stigende antal boligejere har høj gæld i forhold til deres indkomst, og det betyder, at en række risici i det finansielle system er under opbygning, mener Nationalbanken.

Det er dog især lån til virksomheder og til erhvervskunder, der er i vækst, og her skal bankerne passe ekstra meget på.

Især i forhold til lån til de virksomheder, som er følsomme over for udsving i økonomien generelt, er der brug for en stammere kurs, mener Nationalbanken.

- Det må forventes, at nedskrivninger og tab til disse brancher ikke vil forblive på det nuværende lave niveau, når konjunktursituationen ændrer sig, lyder det blandt andet i analysen.

Kun ét kvartal uden lempelser

Det er både de mellemstore og store banker, der har trykket på speederen i de seneste år ved at lempe de kreditstandarder, der ellers skal være med til at undgå risikable lån.

- Begge grupper angiver, at det primært er konkurrence fra andre banker, der giver anledning til at ændre kreditstandarderne, skriver Nationalbanken.

Siden andet kvartal i 2013 er kreditstandarder for erhverv blevet lempet alle kvartaler undtagen et, viser tallene i analysen.

Facebook
Twitter