Nationalbanken advarer om øget risiko for recession

Lige nu er risikoen for nedtur en ud af tre, men den kan stige, lyder advarslen.

- Erfaringerne viser, at dansk økonomi ofte går i recession samtidig med USA og euroområdet, skriver Nationalbanken.

Det er ikke kun risikoen for nedtur i Tyskland, som giver økonomer dybe panderynker.

Generelt er risikoen for global recession steget, og hvis den indtræder, vil den også ramme dansk økonomi, skriver Nationalbanken i en ny analyse.

- Statistiske modeller peger på øgede risici i USA og euroområdet, lyder det fra banken.

Lille, åben spiller

Særligt fordi Danmark er en mindre og forholdsvis åben spiller på det globale marked, vil et globalt tilbageslag ramme økonomier som den danske, skriver banken.

Selvom den amerikanske økonomi er inde i det længste opsving nogensinde, at der paradoksalt nok grund til bekymring, mener Nationalbankens økonomer.

- Historien viser, at en længere periode med optimisme ofte giver anledning til en vis fartblindhed, der sår frøene til et tilbageslag, skriver Nationalbanken.

I ti år har den amerikanske økonomi banket afsted med uafbrudt fremgang, men det er i sig selv ikke nødvendigvis et godt tegn.

- I en verden, hvor mange landes økonomier er forbundne, er der en høj grad af påvirkning på tværs af økonomierne. En recession i USA øger for eksempel også risikoen for svagere vækst i andre lande, lyder det i analysen.

Risikoen er én ud af tre

I en model for de europæiske landes økonomi analyserer Nationalbanken sig frem til, at risikoen for europæisk nedtur kan være tæt på en ud af tre.

- Konkret skønnes sandsynligheden for en recession at være knap 35 procent inden for det næste år og knap 65 procent på to års sigt. Det ligger over den neutrale sandsynlighed for, at en recession begynder, skriver Nationalbanken.

Banken understreger dermed, at der på sigt er en væsentlig højere risiko for, at Europa bliver ramt.

Og i tidligere økonomiske kriser har dansk økonomi også knækket halsen i tæt parløb med de større spillere, lyder det videre i analysen.

- Erfaringerne viser, at dansk økonomi ofte går i recession samtidig med USA og euroområdet, skriver Nationalbanken.

Mindre tæt på herhjemme

En temperaturtagning på Danmarks økonomi alene giver på den korte bane næsten samme resultat.

Herhjemme vurderer Nationalbanken sandsynligheden for en recession til knap 30 procent inden for et år, men risikoen kan stige til cirka 50 procent på to års sigt.

- Det er kun lige over den neutrale risiko, hvilket betyder, at recessionsrisikoen i Danmark kun er en smule forhøjet, lyder det i analysen.

Omvendt peger Nationalbankens analyse også på, at dansk økonomi er godt rustet til at modstå økonomisk uvejr på verdensmarkederne.

- Økonomien er inde i et balanceret opsving på sjette år, og selvom der er tegn på mangel på arbejdskraft i nogle sektorer, er der ikke opbygget væsentlige ubalancer, skriver banken.

Modellen, som Nationalbanken bruger, har dog to gange været falsk alarm. Både i 1998 og 2016 viste analyser tegn på en forhøjet recessionsrisiko, uden at der efterfølgende kom en økonomisk nedgang, skriver banken.

Facebook
Twitter