Nationalbanken i historisk forsvar for kronen

Den danske Nationalbank har i januar styrket Valutareserven med over 106 milliarder kroner. Den har aldrig tidligere været så høj.

Nationalbanken er i færd med at lægge arm med internationale valutaspekulanter om den danske krones kurs. (Foto: Jeppe Bjørn Vejlø / Scanpix)

Nationalbanken tager i denne tid sværdslag med internationale valutaspekulanter om den danske krone. En kamp til milliarder og atter milliarder.

Og Nationalbanken sætter massivt ind i forsvaret for fastkurspolitikken, der binder den danske krones værdi til euroen. Her klokken 16 offentliggjorde Nationalbanken opgørelsen over, hvor meget de egentlig har sat ind på at fastholde kronens værdi.

Læs alle tallene fra Nationalbanken her.

I januar har Nationalbanken øget valutareserven - den danske beholdning af udenlandske penge - med 106,6 milliarder kroner, så den nu ligger på 564,1 milliarder. Det er ny rekord, som slår den tidligere på 510 milliarder kroner med længder.

Derfor køber Nationalbanken udenlandsk valuta

Nationalbanken har altså opkøbt fremmed valuta og betalt med 106 milliarder danske kroner. Det sender store mængder kroner ud på markedet og sænker dermed værdien af kronen, så den bliver på sin faste kurs overfor euroen.

Formålet er at skræmme de spekulanter væk, som lige nu køber store mængder kroner op. Spekulanterne satser på, at Nationalbanken og den danske regeringen til sidst må opgive fastkurspolitikken overfor euroen. Sker det, ventes danske kroner nemlig med et slag at stige omkring 15 procent - og det samme vil spekulanternes fortjeneste.

Se kronens kursudvikling det seneste år her.

Valutaopkøbene er dog ikke det eneste område, hvor Nationalbanken udkæmper krigen for kronen. De seneste 14 dage har Nationalbanken sænket renten fire gange for at gøre opkøb af de danske statsobligationer mindre attraktive for de udenlandske spekulanter. I fredags stoppede Nationalbanken så helt salget af statsobligationer.

Et stort opkøb af disse får nemlig også kronen til at stige i værdi, og dermed tjener spekulanterne igen penge.

Fravigelse af fastkurspolitik har store konsekvenser

Danmark har haft fastkurspolitik siden 1982, og der bliver spået om økonomisk katastrofe, hvis den droppes.

Hvis den danske krone stiger markant i værdi, vil det nemlig blandt andet få store konsekvenser for eksporten og de store beholdninger af udenlandske værdier, som blandt andet de danske pensionsselskaber ligger inde med.

Den danske statsminister understregede da i dag overfor DR, at regeringen absolut ingen planer har om at opgive fastkurspolitikken.