Nationalbanken i ny prognose: Danmark er i fremgang, men der er udsigt til lavere vækst

En lille åben økonomi som den danske vil blive smittet af minusvækst i udlandet, lyder det fra nationalbankdirektør.

Nationalbanken forventer vækst i BNP på 1,8 procent i år, mens væksten i de efterfølgende to år kun vil stige med årlige 1,5 procent. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Dansk økonomi stormer fremad på tredje år, og der er udsigt til fortsat fremgang, til trods for økonomisk uro og lav vækst i vigtige samhandelslande.

Det vurderer Nationalbanken i sin halvårlige analyse af udsigerne for dansk økonomi.

- Vi har indtil videre stået imod den modvind, vi ser hos nogle af de større økonomier. Men vi er ikke immune, udtaler nationalbankdirektør Lars Rohde, der understreger, at afdæmpningen i udlandet med tiden vil smitte af på Danmark.

- Vi er på vej mod lidt lavere vækst i de kommende år, tilføjer han.

Helt konkret forventer Nationalbanken ifølge analysen en vækst i BNP (bruttonationalprodukt, red.) på 1,8 procent i indeværende år, mens BNP i de efterfølgende to år kun ventes at stige med årlige 1,5 procent.

Til sammenligning lød væksten i BNP fra 2017 til 2018 på 1,5 procent.

Lav vækst kan dæmpe risiko for recession

At væksten går ned er ikke ensbetydende med, at tunge skyer trækker ind over den danske økonomi. Dansk økonomi vil stadig befinde sig i en højkonjunktur, fastslår Nationalbanken i sin vurdering.

Den lidt lavere vækst i Danmark kan være med til at sikre økonomien mod overophedning og dermed nedsætte risikoen for recession, og derfor er en svag opbremsning ikke nødvendigvis en dårlig ting, udtaler Lars Rohde.

Han opfordrer desuden politikere til at holde fast i den finanspolitik, der i øjeblikket bliver ført og undgå at gennemføre tiltag som skattelettelser og nye offentlige investeringer.

- Finanspolitikken bør ikke lempes i den nuværende situation. Den økonomiske vækst har bidraget til, at vækstforløbet har været balanceret, og det er vigtigt at holde fast i den linje.

Samhandelslande er ramt af minusvækst

Over det seneste halve år er risikoen for en kraftig opbremsning i den internationale økonomi øget i takt med, at handelskrigen mellem USA og Kina er optrappet, og risikoen for, at Storbrittanien træder ud af EU uden en aftale, er blevet større.

Robuste økonomier som Tyskland, Sverige og Storbritannien er ramt af minusvækst, og for samtlige EU-medlemslande landede væksten i BNP i sidste kvartal på nul, hvorfor det er bemærkelsesværdigt, at det går så godt for Danmark.

- Danmark er en åben økonomi, og når man tænker på, hvor meget vi handler med de omkringliggende lande, så er den her forskel ret opsigtsvækkende, sagde økonom og rigsstatistiker Jørgen Elmeskov til DR Nyheder i sidste uge.

Medicin og vindmøller gør Danmark robust

Jørgen Elmeskov mener, at forklaringen skal findes i sammensætningen af den danske industri, der på nogle punkter gør Danmark mere modstandsdygtig over for afmatning.

Samlede tal for, hvad der bliver fremstillet af varer hos de danske virksomheder, viser, at industriproduktionen i Danmark er vokset med hele 8,6 procent, mens den for EU's 28 lande er faldet med 1,7 procent.

Blandt andet på grund af medicin og vindmøller.

- Det er to brancher, som fylder rigtigt meget i Danmark i forhold til, hvor meget de fylder andre steder. Og det er brancher, som vokser markant i disse år, var analysen fra Jørgen Elmeskov.