Netbutikker advarer: Forbrugerregler en bombe under nethandel

En godt tre år gammel lov giver forbrugere lov til at returnere brugte varer. Branchen frygter, netbutikker må dreje nøglen om.

En godt tre år gammel lov giver forbrugerne mulighed for at returnere varer, selvom de er brugt. Det er en bombe under nethandlen, advarer butikkerne. (Foto: Camilla rønde © Scanpix)

Det er helt urimeligt, når kunder i internetbutikker kan returnere varer, de allerede har taget i brug, og i sidste ende kan det betyde, at små netbutikker må trække stikket.

Sådan lyder advarslen fra foreningerne bag netbutikkerne, der nu igen går til kamp mod den knap tre år gamle danske lovgivning, der i bund og grund implementerer EU’s forbrugerrettighedsdirektiv fra 2011.

Det er særligt reglerne om returnering, der nu får blandt andre Niels Raalund, administrerende direktør i Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) til at slå alarm. Reglen kan på sigt koste butikkerne uoverskueligt mange penge, for brugte varer kan ikke sælges igen uden tab, siger han.

- Man kan returnere varer, selvom de åbenlyst er brugt og forlange at få sine penge tilbage. Man kan forestille sig tøj, der kommer tilbage med pletter, der lugter lidt af at være blevet brugt i en weekend. Der er netbutikkerne så forpligtet til at pengene tilbage, siger han.

Han vurderer endnu ikke, at omfanget er så stort, men frygter, at det bliver det.

Frygter små netbutikker må lukke

Som reglerne er i dag, skal forbrugeren indenfor 14 dage efter modtagelsen af varen gøre sælgeren opmærksom på, at man ønsker at returnere det. Efterfølgende skal produktet blot være tilbage hos sælgeren senest 14 dage efter; altså reelt en returneringsfrist på 28 dage.

- Omfanget er ikke så stort endnu. Det er noget, vi ser indenfor tøjbutikker, elektronik og legetøj. Men det kommer til at brede sig, og det er derfor, vi er bekymrede. Netbutikkerne bliver rigtig hårdt ramt af det her, siger Niels Raalund.

Niels Raalund står ikke alene med sin frygt for, hvilke konsekvenser reglerne på sigt kan få. Også organisationen Dansk Erhverv opfordrer til, at man får ændret direktivet, når det skal revideres til næste år.

- Folk kender ikke reglen, så det er ikke så stort endnu. Men vi frygter, at det bliver stort. Vi frygter, at mange danskere begynder at udnytte den her regel. Det vil give store tab, som mange af de små netbutikker ikke har råd til, siger Lone Rasmussen, markedschef i Dansk Erhverv.

Svært at sælge brugt tøj

Selvom reglerne giver forbrugerne mulighed for at returnere brugte varer, så har netbutikkerne ret til at trække et beløb fra, hvis varen er blevet brugt – altså hvis der er tale om en værdiforringelse af produktet. Men den regel anklages for at være både uklar og virkelighedsfjern af FDIH og Dansk Erhverv.

- Hvis man nu har købt et par hvide bukser og spilder rødvin på dem, så skal netbutikkerne give det tilbage, som bukserne reelt er værd med rødvinspletter på. Men bukser med rødvinspletter bliver ikke solgt. Så det er en regel, der er meget virkelighedsfjern, siger Lone Rasmussen.

Både FDIH og Dansk Erhverv understreger, at deres kritik af det nuværende regelsæt ikke handler om den returneringsret, som forbrugere altid har haft, når de har købt varer på nettet. Det er alene returneringen af brugte varer, de finder urimelig.

Muligheden for at returnere brugte varer opstod, efter EU ændrede sit Forbrugerrettighedsdirektiv i 2011. Et bredt flertal i Folketinget med undtagelse af Liberal Alliance og Enhedslisten ændrede i 2013 reglerne, så de nu følger EU-direktivet.