Netflix-regnskab slår alle forventninger

Streamingtjenesten Netflix har i 4. kvartal fået syv millioner nye bruger, og det sender aktien i vejret.

Netflix havde ved udgangen af 2016 93,8 millioner abonnenter, skriver streamingtjenesten i sit regnskab. (Foto: Mike Blake © Scanpix)

Den amerikanske streamingtjeneste Netflix har fremlagt et flot årsregnskab, der både slår Wall Streets og selskabets egne forventninger.

Særligt antallet af nye abonnenter i løbet af fjerde kvartal imponerer.

Samlet har to millioner amerikanske brugere købt sig adgang til tv-tjenestens serier og film, og internationalt har fem millioner nye brugere lagt penge for at kunne se serier som "The Crown" og "House of Cards".

I kølvandet på regnskabet er Netflix-aktien steget med knap ti procent, skriver Business Insider.

Siden har den ifølge Reuters stabiliseret sig med en stigning på cirka syv procent.

Netflix skriver i sit regnskab, at tjenesten ved 2016's udgang havde 93,8 millioner abonnenter.

Selskabet forventer at skyde seks milliarder dollar i at producere originalt indhold i 2017. Det svarer til knap 42 milliarder kroner. Det er en stigning på en milliard dollar i forhold til sidste år.

/ritzau/