Nethandel truer de danske discountkæder

Nemlig.com erklærer krig mod Netto og de andre lavprissupermarkeder. Ny æra på vej, siger ekspert.

Lektor ved institut for afsætningsøkonomi på Copenhagen Business School, Mogens Bjerre, tror på succes for Nemlig.com, fortæller han til P1 Morgen. (Foto: Morten Stricker © Scanpix Denmark)

De danske discountbutikker kan i fremtiden regne med seriøs konkurrence fra nettet. I hvert fald hvis det står til Nemlig.com, som vil sælge dagligvarer lige så billigt som Netto. Det skriver Berlingske.

Dermed er det i fremtiden ikke kun bekvemmelighed, netbutikkerne kan konkurrere på.

Og det kan indvarsle en ny æra i detailhandlen, forudsiger Mogens Bjerre, der er lektor ved institut for afsætningsøkonomi på Copenhagen Business School.

- Det er et direkte angreb på en sektor, som ellers har haft fornøjelsen af at have de lave priser i fred, siger han til P1 Morgen.

Ifølge Mogens Bjerre ligger nøglen til Nemlig.coms succes i den gruppe af mennesker, han kalder 'de prisfølsomme forbrugere', som er de af os, der af til handler i discountbutikker.

- Hvis det lykkes at få fat i den prisfølsomme forbruger, så taler vi om en fjerdedel af befolkningen, og så rykker det her, så bliver det en ny æra, siger han.

Kan ramme de gamle butikker hårdt

Nemlig.com-direktør Stefan Plenge regner med en stigning i omsætningen på 50 procent.

Og Mogens Bjerre tror på succes for Nemlig.com, siger han. Også i en grad, så netbutikken kan rokke ved de etablerede discountbutikkers marked.

- Dagligvarekæderne er meget hårdt tunede. Der skal ikke særlig meget til, før de går fra sorte tal til røde tal, og i den her sammenhæng kan det godt gå sådan, at Nemlig.com kan flytte nogle få procent, og kan de flytte nogle få procent af omsætningen, så kan det mærkes hos de store, siger Mogens Bjerre.

Nemlig.com dækker Storkøbenhavn og enkelte større byer som Helsingør, Roskilde og Køge.

Hør hele interviwet med Mogens Bjerre i P1 Morgen her (åbnes i et nyt vindue).

Facebook
Twitter