Nordea gjorde det forleden dyrere at være kunde - i dag har de overskud på 7.440.000.000 kroner

- Det virker grotesk, lyder kritikken fra Forbrugerrådet Tænk.

Nordea får hård kritik efter stort milliardoverskud. (Foto: BAX LINDHARDT)

Hvis du er kunde hos storbanken Nordea, så er der to store nyheder i denne uge, der kan have fået dig til at spærre øjnene op.

I tirsdags kom det frem, at de dagen forinden havde sænket deres indlånsrente med 0,1 procentpoint til minus 0,7 procent, hvis du som kunde har beløb på over 100.000 kroner i banken.

Det er det, man kalder negative renter, og Nordea er den første bank store herhjemme, der sænker renten ned til det niveau.

Det betyder konkret, at hvis du for eksempel har 250.000 kroner stående på en eller flere konti i banken, så koster det dig 1.050 kroner om året - mod 900 kroner om året, før de sænkede renten.

Du betaler nemlig udelukkende negativ rente for det beløb, der overstiger 100.000 kroner.

I dag tikkede der så endnu en nyhed ind fra Nordea. Banken har overgået analytikernes forventninger og har et overskud på 7,44 milliarder kroner i årets tredje kvartal. Hermed er overskuddet mere end én milliard højere end samme periode sidste år.

Hos forbrugernes interesseorganisation, Forbrugerrådet Tænk, er de forbløffet over, at Nordea kan sende to så modsatrettede meddelelser af sted på en og samme uge.

- Bankerne er her for samfundets skyld og for at få økonomien til at glide rundt. Det er godt for dem, at de har et stort overskud, men det virker grotesk, at de justerer renterne, så forbrugerne skal betale endnu mere, siger Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom i organisationen.

Hvad tænker du om timingen for de her to udmeldinger?

- Timingen virker også uheldig. Det er en torn i øjet på forbrugerne, der ikke kan forstå de negative renter, som de bliver stærkt provokerede af, siger cheføkonomen.

Minister satte ild i debatten: 'Grænsen er nået'

Forbrugerrådet Tænks kritik af Nordea i dag er langt fra første gang, at bankerne er i stormvejr på grund af de negative renter.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) satte 27. april ild i debatten, da han på Facebook kommenterede det faktum, at de fleste banker nu krævede negative renter for indeståender over 100.000 kroner.

- Jeg mener, at det skal stoppe nu. Grænsen er nået. Det bliver simpelthen for grådigt, når bankerne leverer store overskud, men alligevel fortsætter med at pålægge negative renter på flere og flere danskere, skrev han.

Bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, har flere gange slået tilbage blandt andet med en analyse fra maj om, at det ikke er en overskudsforretning for bankerne at have negative renter.

Debatten har ført til, at Simon Kollerup har bedt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om at se 'hvordan vi kan forbedre konkurrencen mellem bankerne til gavn for de danske bankkunder', fortalte han i slutningen af maj.

Herunder fortæller erhvervsminister Simon Kollerup (S), hvordan han oplevede debatten om de negative renter. Klippet er fra slutningen af maj.

Trods den heftige debat og det store mediefokus, tror Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk ikke, at det er slut med, at bankerne sænker renterne yderligere, så det bliver dyrere at være kunde.

- Jeg tror, at andre banker går samme vej som Nordea. Det er den trafik, vi ser, at man skruer på alle tangenter for at få indtjeningen yderligere op, siger han.

Efter interviewet med Morten Bruun Pedersen har det allerede vist sig, at han har fået ret i sin forudsigelse. Jyske Bank har nemlig i dag også sænket deres indlånsrente til minus 0,7 procent for beløb over 100.000 kroner.

Rentesænkningen gælder fra på mandag af, oplyser de i en pressemeddelelse.

Økonom afviser Nordeas forklaring

DR Nyheder har bedt Nordea om et interview for at få dem til at svare på to konkrete spørgsmål:

Forbrugerrådet Tænk kalder det grotesk, at man kan have et sådan overskud, samtidigt med at man gør det dyrere at have penge stående i banken. Hvad siger I til det?

og

Hvad vil I sige til de af jeres kunder, der undrer sig over, at man inden for få dage kan gøre det dyrere at være kunde – samtidigt med, at man har et overskud på mere én milliard euro?

Nordea har dog afvist at stille op til interviewet og har i stedet sendt et skriftligt svar, hvor de ikke svarer konkret på spørgsmålene.

- Rentenedsættelsen sker som følge af Nationalbankens rentenedsættelse 1. oktober og påvirker udelukkende de kunder, som har over 100.000 kr. stående i banken. I Nordea er der et stort flertal af kunder, som ikke betaler negativ rente for at have penge stående. Vi følger Nationalbanken og sænker renten, fordi deres ændring udgør en meromkostning for os, skriver Nordea.

Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk giver ikke meget for bankens forklaring om, at de følger Nationalbankens rente.

Hvorfor er det ikke en fair forklaring, Nordea kommer med. Det er jo et faktum, at Nationalbanken har sænket deres rente?

- Banken har mange forskellige forretningsområder. Hvis man ser på investeringsområdet, så tjener de for eksempel kassen, siger han og fortsætter:

- Så samlet set hænger det mildest talt godt sammen hos Nordea, som man kan se på dagens regnskab. Jeg synes det er helt hen i vejret, at de ser specifikt på et lille forretningsområde (indlånsrenten, red.), og gør det dyrere at være kunde.

FacebookTwitter