Nordeas indtægter viser stort dyk

Selv om Nordea hiver færre penge ud af kunderne, har besparelser været med til at øge overskuddet.

Nordea-direktør Casper von Koskull er ikke tilfreds med bankens udvikling i årets første måneder. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)

Nordea har haft sværere ved at tjene penge på sine kunder i 2018, hvor bankens indtægter er på tilbagetog.

Administrerende direktør Casper von Koskull er ikke tilfreds med udviklingen, siger han i forbindelse med regnskabet for årets første ni måneder, der er offentliggjort onsdag morgen.

Nordeas indtægter er faldet med 14 procent i tredje kvartal, mens de for hele året er bakket fem procent.

Indtægter under pres

Banken har tjent færre penge på blandt andet gebyrer fra handel med aktier og obligationer.

Desuden er indtægterne fra den normale bankforretning med at låne penge ud også under pres.

- Tredje kvartal var udfordrende, og vi er ikke tilfredse med udviklingen i indtægterne, siger Casper von Koskull i en kommentar til regnskabet.

Nordea, der for tre uger siden flyttede sit hovedsæde fra Stockholm til Helsinki, har trods færre indtægter været i stand til at øge overskuddet.

Stor sparerunde

Det skyldes blandt andet, at banken gennem det seneste år har været gennem en stor sparerunde.

Nordea er gået fra at være knap 32.000 ansatte til nu at være omkring 29.000. Desuden har banken gennemført et par frasalg, der også trækker op.

Nordea overskud lyder på 2589 millioner euro for de første ni måneder af 2018.

Det svarer til 19,3 milliarder kroner, og overskuddet er steget med 1,3 milliarder på et år.

Anmeldt for hvidvask

Nordea har på det seneste været i fokus i en mulig sag om hvidvask, da banken i sidste uge blev anmeldt for at være blevet brugt til hvidvask af omkring 1,1 milliard kroner i Danmark, Norge og Sverige.

Mandag kom endnu en anmeldelse om hvidvask for 1,5 milliarder kroner gennem bankens finske afdeling.

Afsenderen på anmeldelserne er amerikaneren William Browder.

Han er direktør for hedgefonden Hermitage Capital Management og har gjort det til en mærkesag at afsløre hvidvask.

Nordea har tidligere sagt, at banken arbejder sammen med myndighederne og ikke vil kommentere anmeldelserne.

Banken kommenterer ikke umiddelbart sagen yderligere i dagens regnskab.

/ritzau/