Norge har knækket elbilkoden

Gratis parkering og fri kørsel i busbanen er blandt de norske initiativer, der har sat salget af elbiler i gang.

Der kører en del elbiler rundt i Norge fra den amerikanske producent Tesla. En Tesla koster omkring en halv million danske kroner på hvide nummerplader. (Foto: Scanpix)

Mens elbilernes helt store folkelige gennembrud lader vente på sig herhjemme, har elbilen stor succes i Norge.

I alt kører der 36.000 elbiler rundt på de norske veje mod bare 2700 elbiler i Danmark.

Forklaringen skal blandt andet findes i massiv politisk favorisering af elbiler i Norge. Elbilerne er væsentligt billigere end i Danmark, og så har man indført en række fordele som incitament til at købe elbil frem for en benzinbil.

Gratis parkering

Elbilerne har for eksempel lov til at køre i busbanerne, de slipper gratis igennem betalingsringen, og så er der gratis parkering for elbilerne i storbyer.

I Oslo er der gratis parkering og opladning til elbiler. (Foto: DR)

Petter Haugneland fra Norsk Elbilforening, som er et norsk svar på FDM for elbil-ejere, mener at forklaringen skal findes i de mange politiske initiativer.

- De norske politikere har et ønske om at reducere CO2-udslippet fra transportsektoren, og de tror på, at elbiler er en god måde at gøre det på. Derfor har de besluttet at belønne elbiler med en række håndgribelige fordele.

Ingen moms

Ligesom i Danmark har Norge høje registreringsafgifter på almindelige biler, som elbilerne er fritaget for.

I udgangspunktet er elbiler dyre, men afgiftsfritagelsen giver dem en fordel i konkurrencen.

Derudover er elbiler, der bliver solgt i Norge, også fritaget for moms.

Da de mindste benzinbiler er endnu dyrere i Norge end i Danmark, bliver besparelsen ved at købe en elbil endnu større i Norge end i Danmark.

Fri for afgifter

Men det er kun en del af de massive fordele, man får som ejer af en elbil i Norge.

Hver morgen i myldretiden kan man se elbilerne overhale myldretidskøerne, mens de suser ind mod Oslo i de baner, der ellers er forbeholdt busser og taxaer.

Og de behøver ikke bekymre sig om at betale lidt mere end 40 danske kroner for at passere betalingsringen på vejen - elbiler passerer gratis.

Elbils-ejerne skal heller ikke betale de mange andre vejafgifter, som ellers er et udbredt fænomen i Norge.

Billig norsk strøm

Vel ankommet i Oslo kan elbils-bilisten glæde sig over, at også parkering er gratis på kommunale p-pladser. Det kan ellers godt koste 19 norske kroner i timen.

Og i øvrigt kan elbilisten mange steder lade elbilen op, mens den alligevel holder stille - også uden beregning.

Det er nemlig dyrere at stille betalingsautomater op, end det er at forære strømmen væk - så billig er elektriciteten. Og det nyder den norske elbil-ejer også godt af i husholdningen.

Forklaringen er, at olielandet Norge faktisk er 100 % selvforsynende med vedvarende energi i form af vandkraft. Det er billigt og næsten helt CO2-neutralt.

Husk også gas og brint

Men selvom elbilens succes er en realitet i Norge, så advarer FDM mod at kopiere den norske model i Danmark. Afdelingschef Torben Kusk advarer mod at satse så enøjet på elbiler:

- Først og fremmest bør forbrugerne købe biler med den teknologi, der nu engang dækker deres behov. En elbil kan være et glimrende alternativ for pendlere, som skal fra oplandet og ind til de større byer. Men i andre europæiske lande har man også satset på gasbiler, ligesom både brint- og hybridbilerne fremover vil presse på for at komme ind på markedet. Der er altså flere løsninger, både på kort og langt sigt, når målet er at reducere persontransportens klimaaftryk, siger han.

Facebook
Twitter