Norsk pengetank runder 10.000 milliarder kroner: 'Svarer til at have fundet olie på ny'

Oliefondens markedsværdi svarer nu til knap to millioner norske kroner per indbygger.

Lillejuleaften 23. december er der 50 år siden, Norge offentliggjorde, at der var blevet fundet olie. (Foto: SUZANNE PLUNKETT © Scanpix)

For 23 år siden modtog den norske stats pensionsfond, som i daglig tale kaldes for Oljefondet, to milliarder kroner fra det norske finansministerium.

Siden da er pengetanken vokset og vokset - og kort før middag i dag passerede fondens markedsværdi 10.000 milliarder norske kroner svarende til knap 7.500 milliarder danske kroner.

- Afkastene fra investeringerne på globale finansmarkeder har været så høje, at det kan sammenlignes med at have fundet olie en gang til, udtaler Yngve Slyngstad, direktør for Norges Bank Investment Manangement, på centralbankens hjemmeside.

Det svarer til, at der i fondens pengetank ligger 1,9 millioner norske kroner for hver af landets 5,3 millioner indbyggere.

Oliepenge har ynglet og ynglet

Investeringsafdelingen blev etableret som en selvstændig organisation 1. januar 1998 for at forvalte en formue, som dengang lå på 113 milliarder norske kroner.

I løbet af det første halve år blev 40 procent af pengene placeret i aktier. Og siden da har fondens samlede afkast vokset sig større end de samlede midler, der er blevet tilført.

I dag udgøres omkring halvdelen af oliefondens markedsværdi af indtægter fra den norske olieindvinding, mens resten er afkast fra investeringerne.

- Vi er en global organisation med dygtige medarbejdere med 37 forskellige nationaliteter fordelt på vores kontorer i Oslo, London, New York, Singapore og i Shanghai. Vores vigtigste opgave er at skabe afkast med en acceptabel risiko, lyder det fra Yngve Slyngstad.

Ansvarlig for velfærden i fremtiden

Målt i 2020-kroner er fonden større end det, staten har tjent på olien gennem de sidste 50 år, oplyser Norges Bank.

Sammenlagt finansierer Oljefondets pengetank i dag 17 procent af det norske statsbudget.

Det stiller ekstra høje krav til, at midlerne fra Nordsøolien bliver forvaltet med omhu, lyder det fra Yngve Slyngstad.

- Hvordan vi som nation forvalter finansformuen for fremtidige generationer vil få enormt stor betydning for velfærden i Norge, siger Yngve Slyngstad.