Norske SAS-piloter afblæser strejke efter langstrakte forhandlinger

100 flyafgange er aflyst i dag, selvom der er indgået en aftale mellem SAS og piloterne.

Aflysningerne rammer torsdag frem til klokken 14, oplyser SAS. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Konflikten mellem de norske piloter i SAS og ledelsen er afblæst, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Det sker, efter at de to norske pilotforeninger Parat og Norsk Flygerforbund er nået til enighed med ledelsen i SAS om en ny aftale.

- Vi har fået vores vigtigste krav igennem. Det gør, at vi nu kan anbefale aftalen for vores medlemmer, udtaler forhandlingslederne, Jens Lippestad fra Norsk Flygerforbund og Jan Levi Skogvang fra Parat, i en skriftlig kommentar.

Parterne forhandlede til langt ud på natten onsdag hos den norske rigsmægler, men kort efter klokken fire kunne de bekræfte, at der var indgået en aftale.

Ligner aftale med danske piloter

SAS skriver i en pressemeddelelse, at den nye treårige aftale lægger sig tæt op af de aftaler, der senest er blevet indgået med selskabets danske og svenske piloter.

- Vi er glade for, at vi nu er nået til enighed om en ny aftale, og at vi dermed har undgået en strejke, der ville gå ud over vores kunder, siger Eivind Bjurstrøm, der var forhandlingsansvarlig for SAS.

SAS meddelte onsdag, at de har aflyst omkring 100 flyvninger torsdag på grund af strejken. Aflysningerne rammer torsdag frem til klokken 14.

Disse flyvninger er stadig aflyst på trods af den nye aftale, oplyser SAS.

SAS opfordrer desuden sine kunder til at følge SAS hjemmeside, hvis man skal med en afgang torsdag.

/ritzau/