Norwegian har milliardunderskud i første kvartal

Lavprisselskabet har brug for medvind, hvis der skal tjenes penge igen i fremtiden.

(Arkivfoto). Økonomien i Norwegian er trængt. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Flere passagerer har ikke givet plusser på bundlinjen hos det norske lavprisselskab Norwegian, hvor den økonomiske krise fortsætter med at tynge.

Norwegian kommer ud af første kvartal med et underskud på 1,5 milliarder norske kroner (ca. 1,2 milliarder danske kroner), og det er en kraftig forværring sammenlignet med samme periode sidste år, viser selskabets regnskab, der er blevet offentliggjort i dag.

I første kvartal af 2018 havde selskabet et underskud på 46 millioner norske kroner, hvilket svarer til 35,6 millioner danske kroner.

- Det er et rigtig dårligt regnskab. Vi ved, at første kvartal er svært, men det er et meget stort underskud, Norwegian leverer, og selvom selskabet skruer på alt, hvad de kan, så kan den her indtjeningsgenrejsning kun komme for langsomt hos Norwegian, siger aktieanalysechef og luftfartsanalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen.

Reddet af rigmænd

Økonomien i Norwegian har længe været trængt, og på trods af, at selskabet flere gange er blevet reddet på målstregen af kapitalindsprøjtninger fra investorer, er Norwegians egenkapital helt nede på tre milliarder norske kroner.

Tre milliarder norske kroner, svarende til 2,3 milliarder danske kroner, var netop, hvad Norwegian hentede i januar fra en kreds af investorer anført af den norske skibsreder John Fredriksen.

- Uden aktiemissionen ville egenkapitalen have været nul. Det er ikke meget i et selskab, der har en gæld på 60 milliarder og som bliver nødt til at udskyde leveringer på fly for at spare 18 milliarder over de næste par år, påpeger Jacob Pedersen.

Tab på flyveforbud

Luftfartsanalytikeren understreger, at Norwegian har kritisk brug for medvind, hvis selskabet skal tjene penge igen i fremtiden.

- Norwegian arbejder på det, men effekten af det er ikke tydelig endnu, lyder det fra Jacob Pedersen.

Norwegian oplyser selv i regnskabet for første kvartal 2019, at økonomien presses af tab på sikring af brændstof og hård international konkurrence i en periode, hvor selskabet er vokset betydeligt.

Desuden har "groundingen" af Boeings 737 Max-model ført til et mindre fald i dette kvartal, og med den usikkerhed flyveforbuddet medfører, har Norwegian nedjusteret forveningerne til 2019. Alene flyveforbuddet forventes at koste en halv milliard norske kroner.

Send flere penge

Norwegian meddelte onsdag, at selskabet udskyder leveringen af fly de næste fem år for at styrke finanserne.

Det er dog ikke Jacob Pedersens vurdering, at Norwegian er i fare for at gå konkurs.

- Norwegian holder fast i, at selskabet skal vokse mellem 5-10 procent i 2019, og det tror jeg godt, de kan håndtere i den situation, de er i nu. Hvis der kommer mere modvind i markedet, og brændstofpriserne bliver ved med at stige, bliver Norwegian nødt til at intensivere de store besparelsesprogrammer, de er i gang med, siger han og tilføjer:

- Men hvis de får brug for flere penge, så er det nok muligt for selskabet at gå ud og hente dem i nye aktiemissioner.

Facebook
Twitter