Norwegian nyder godt af SAS-strejke: Enkeltbillet til 7.700 kroner

Norwegian kan melde om udsolgt på flere afgange - trods næsten ottedobling af billetpriserne.

Norwegian siger, at priserne styres af udbud og efterspørgsel. (Foto: AFP PHOTO / LEHTIKUVA / MARTTI KAINULAINEN © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Flyselskabet Norwegian nyder godt af, at SAS-piloterne fredag strejker, hvilket har ført til næsten 700 aflysninger.

Norwegian har udsolgt på langt de fleste af sine afgange mellem hovedstæderne i Sverige, Norge og Danmark.

Der er dog enkelte ledige afgange, men priserne er ifølge det norske erhvervsmedie E24 op mod otte gange højere end normalt.

En enkeltbillet fra København til Stockholm står til 7.700 kroner fredag eftermiddag, mens man lørdag skal slippe mellem 2.800 og 4.600 kroner.

Norwegian har også udsolgt på langt de fleste af sine afgange mellem Oslo og København, men der er dog enkelte billetter til mellem 2.600 og 6.000 kroner.

Erkender højere priser

Det samme billede gør sig gældende mellem Oslo og Stockholm, hvor en billet koster knap 6.700 kroner, mens det lørdag kan gøres for mellem 2.200 og 5.100 kroner hver vej.

Det er især på de skandinaviske ruter, at priserne er sat kraftigt op, da SAS og Norwegian her er de primære spiller på ruterne.

Det fortæller kommerciel direktør hos prisportalen finn.no, Terje Berge, til E24.

Norwegian erkender, at den stigende interesse har ført til højere priser. Omring 72.000 passagerer vurderes at være ramt af SAS-strejken.

– Priserne styres som sædvanligt af udbud og efterspørgsel. Vi oplever ekstra stor interesse, og derfor er det helt naturligt, at priserne bliver justeret, siger informationsdirektør Lasse Sandaker-Nielsen til E24.

Tidligere i denne uge valgte Norwegian at stoppe salget af flexbilletter for at undgå, at passagererne annullerede billetterne, hvis SAS-strejken ikke brød ud.

/ritzau/

Facebook
Twitter