Norwegian træder ét skridt væk fra afgrunden: 'Kan sikre dig billige priser'

Den norske stat er klar med penge til Norwegian - men der følger skrappe betingelser med.

Krisen har for alvor ramt Norwegian. Nu er der godt nyt for selskabet. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Langt om længe er der gode nyheder til det kriseramte flyselskab Norwegian.

Den norske regering vil støtte op om den redningsplan, som flyselskabet har fremlagt, og det betyder, at der er penge på vej til flyselskabet fra statskassen.

- Man er meget tæt på en redning. På et trylleslag, så ser en Norwegian konkurs meget usandsynlig ud. Havde du spurgt mig for en uge siden, så var der en overvejende risiko for en konkurs, siger aktieanalysechef og luftfartsanalytiker hos Sydbank Jacob Pedersen.

Det er ikke bare godt for Norwegian, det kan også være godt for danske flyrejsende, fortæller han.

- Et Norwegian, der bliver genrejst, vil være en vigtig brik i at sikre billige priser, når vi flyver i eller ind og ud af Norden, siger Jacob Pedersen.

- Der er ingen tvivl om, at flypriserne vil blive lavere på den korte bane med et Norwegian, der overlever. Det er godt nyt for forbrugerne.

Den norske stat, der for blot tre år siden var medejer af SAS, takkede i efteråret nej tak til at hjælpe SAS med et såkaldt hybridlån. Det er den type lån, de nu tilbyder Norwegian.

Og det skaber et modsætningsforhold mellem den norske stat og SAS, lyder det fra Jacob Pedersen.

- Jeg har svært ved at se, at det gavner SAS i fremtidens konkurrence i Norge.

Jacob Pedersen er aktieanalysechef i Sydbank (© Lars Detlef Sydbank)

Til det norske public service medie NRK oplyser SAS, at man har noteret sig, at den norske regering er villige til at hjælpe Norwegian.

Pressechef i Norge John Eckhoff siger, at SAS heller ikke kan udelukke et fremtidigt finansieringsbehov.

- Vi forventer ligebehandling af branchen og vil i dialog med regeringen forfølge tilsvarende muligheder for hybridkapital til SAS, hvis behovet melder sig, siger John Eckhoff.

Skrappe betingelser

Så sent som i november sidste år afviste den norske regering at hjælpe Norwegian.

Men nu er regeringen kommet på andre tanker og vil støtte luftfartsselskabet med et såkaldt hybridlån.

Det sker, efter at Norwegian har fremlagt en ny forretningsplan, der blandt andet indebærer, at selskabet dropper sine langdistanceflyvninger og fokuserer på den nordiske forretning, ligesom selskabet vil reducere sin milliardgæld.

- Planen fremstår mere robust end den, vi sagde nej til i oktober. Derfor stiller vi os postive overfor at bidrage, siger den norske erhvervsminister, Iselin Nybø, i en pressemeddelelse.

Et hybridlån er i princippet et evigt løbende lån, forklarer Jacob Pedersen. Lånet kan altså indfries, når det passer Norwegian, og ikke indenfor et bestemt antal år.

Men for at få del i pengene, bliver der stillet skrappe krav til det rødnæsede flyselskab fra Norge.

Den norske regering kræver, at Norwegian lykkes med at tiltrække 4,5 milliarder kroner i ny kapital. Det skal komme fra primært institutionelle og strategiske investorer. Det kan eksempelvis være pensionkasser, forsikringsselskaber, eller investeringsforeninger.

- Med den opbakning, der kommer fra den norske regering, tror jeg ikke, det bliver et problem at tiltrække investorer, fortæller Jacob Pedersen.

Der bliver sendt en stor tak til den norske regering fra Norwegians koncernchef, Jacob Schram. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

Der bliver da også sendt et stort tak afsted til den norske regering fra Norwegians koncernchef, Jacob Schram.

- Vi har fortsat et stort stykke arbejde foran os, men støtten fra regeringen tager vi til indtægt for, at vi er på rette kurs.

Det norske storting skal godkende støtten til Norwegian, inden den kan træde i kraft.

Krisen truer stadig

Norwegian har været eksobitant hårdt ramt af coronakrisen, der har sat luftfarten i stå.

Det seneste år er aktieprisen faldet med 98 procent. Flere end 10.000 medarbejdere er blevet til omkring 600, og mængden af fly i drift er gået fra over 150 til cirka 15 styks.

Samtidig har der været milliardunderskud i både 2019 og 2020.

Dagens nyhed fik aktien til at stige med 15 procent fra morgenstunden. Det skal dog ses ud af det enorme fald aktien har taget igennem året.

Norwegian har selv proklameret, at det bliver et markant anderledes selskab, der træder ud af coronakrisens skygge.

Norwegian dropper langdistanceruterne, og satser på nordiske og europæiske ruter.

Ifølge Norwegians forretningsplan skal 50 fly være i drift i 2021. Det skal øges til 70 fly i 2022. Gælden i selskabet skal reduceres med 20 milliarder kroner, og så skal der altså også hentes friske milliarder ind i selskabet.

Flere luftfartsselskaber, herunder Norwegian, spår at man skal helt frem til 2022 før luftfarten igen bliver stabil.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter