Norwegian vil have gæld slettet og tilbyder i stedet aktier

Flyselskabet foreslår blandt andet at konvertere gæld til aktier for at få adgang til hjælpepakke fra staten.

Norwegian vil have slettet gæld i bytte med aktier. (Foto: Ints Kalnins © Scanpix)

Det kriseramte luftfartsselskab Norwegian kommer nu med en række forslag, der skal hjælpe selskabet ud af dets pressede økonomiske situation.

Det sker for at sikre, at flyselskabet kan leve op til den norske stats krav og dermed få adgang til statens hjælpepakke.

Det skriver Norwegian i en

pressemeddelelse
og en indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling.

Norwegian ønsker blandt andet at konvertere

gæld
til
aktier
ved at indgå aftaler med långivere såsom leasingselskaber og andre kreditorer.

Ifølge luftfartsselskabet vil gældskonverteringen og de nye

aktier
gøre det muligt for selskabet at få adgang til et milliardbeløb under den norske stats hjælpepakke.

Det vil sikre, at det udfordrede selskab kan stå imod den nuværende coronakrise.

Norwegian styrtbløder

Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, har Norwegian sat sig selv en meget svær opgave. For selskabet "styrtbløder", siger han.

- Det er ikke umuligt, men det er nok det værst tænkelige tidspunkt nogensinde at skulle ud at forsøge at skrabe penge sammen.

- Det er ikke nemt at få nogen långivere til ligefrem at slette lån og så få

aktier
i Norwegian i stedet for, siger han.

Regeringen vil ikke give "gratis middag"

Flyselskabet sikrede sig i slutningen af marts

opbakning
til at få den første del af den redningspakke for flysektoren, som den norske stat
offentliggjorde
for omkring tre uger siden.

Betingelsen for, at Norwegian kunne få den, var, at kommercielle aktører var villige til at stille garanti for ti procent af beløbet på 300 millioner norske kroner.

Denne gang kræver den norske stat, at flyselskabet skaffer et milliardbeløb for at kunne få del af i hjælpepakken og dermed tre milliarder norske kroner i statsgaranti.

Ifølge Jacob Pedersen ønsker den norske regering med kravene at sende et signal om, at man ikke vil give nogen "gratis middag". Hverken til Norwegians långivere eller aktionærer.

Norwegian har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling 4. maj, hvor selskabet vil have godkendt

tiltagene
.

/ritzau/