Novo får rekordoverskud

Novo Nordisk leverede et rekordoverskud på 10 procent mere end året før. Netto blev overskudet på 6,5 milliarder kroner for 2006.

Novo Nordisk kom ud af 2006 med et rekord overskud, som blev forøget med 10 procent i forhold til året før. (Foto: Novo Nordisk © Novo Nordisk)

Danmarks største medicinalvirksomhed Novo Nordisk kom ud af 2006 med et nettooverskud på knap 6,5 milliarder kroner, svarende til en fremgang på ti procent.

Salget steg med 15 procent, viser selskabets årsregnskab. Omsætningen nåede op på 38,7 milliarder kroner.

Diabetesområdet gav fremgang

Salget på diabetesområdet gik 16 procent frem, især trukket af en kraftig fremgang i salg af de moderne insuliner, de såkaldte insulinanaloger. Her var væksten på 48 procent, mens salget af hovedproduktet human insulin stod stille.

Blødermidlet Novoseven øgede dog også salget med 11 procent til et samlet salg på 5,6 milliarder kroner. Og Novo Nordisk er da også glade for resultatet.

- Vi er meget tilfredse med de resultater vi har opnået i 2006. Salget af vores nøgleprodukter, ikke mindst vores moderne insuliner, har været tilfredsstillende på alle markeder, siger Lars Rebien Sørensen, adm. direktør for Novo Nordisk.

Mere forskning og udvikling

Direktøren hæfter sig desuden ved, at selskabet fortsat øger sin produktivitet, hvilket giver mulighed for at investere mere i både forskning og udvikling samt salg.

- Vi er overbevist om, at vi også i 2007 vil kunne levere et solidt resultat, siger Lars Rebien Sørensen.

Novo forventer en vækst på omkring 15 procent i den primære drift i år. Det tilsvarende tal steg i 2006 med 13 procent.

Nordamerika gav fremgang

Nordamerika tegnede sig for 53 procent af koncernens salgsvækst i 2006, mens Europa stod for 23 procent. Salget i USA var dog positivt påvirket af et engangsbeløb på omkring 100 millioner kroner, fordi Novo vandt en retssag mod de amerikanske myndigheder.

Samlet set steg salget i Nordamerika med 41 procent, og selskabet er i færd med at udvide salgsorganisationen i USA fra 1200 til 1900 medarbejdere for dermed at kunne nå ud til flere læger. I Europa steg salget med 10 procent.

Førende på det europæiske marked

Novo Nordisk er førende på det europæiske insulinmarked med 57 procent af det samlede marked og 48 procent inden for de moderne insuliner. I USA er Novo også førende på insulinmarkedet med en andel på 41 procent, men den danske virksomhed har kanp så godt fast i markedet for de nye insuliner, hvor man foreløbig kun har en markedsandel på 27 procent.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk