Novo Nordisk sigtet for korruption

Bagmandspolitiet rejser sigtelse mod en række danske virksomheder, herunder Novo Nordisk, i forbindelse med FN's Olie-for-Mad program, oplyser Novo Nordisk.

Novo Nordisk er den første virksomhed der sigtes for at have bestukket sig til aftaler i Irak under olie-for-mad-programmet. (Foto: Novo Nordisk © Novo Nordisk)

Bagmandspolitet har besluttet at rejse sigtelse mod en række danske virksomheder, herunder Novo Nordisk, i forbindelse med selskabernes handel med de irakiske myndigheder under FN's Olie-for-Mad-program.

Det oplyser Novo Nordisk i en pressemeddelse. Selskabet har endnu ikke modtaget den formelle sigtelse og kender derfor heller ikke det nøjagtige indhold.

Selskabet vil samarbejde

Novo Nordisk vil straks kontakte Statsadvokaten med henblik på at få etableret samarbejde om at sikre en hurtig og effektiv sagsbehandling.

På nuværende tidspunkt kan Novo Nordisk hverken fastslå eller forudsige udkommet af sagen, oplyser de.

Ifølge statsadvokat Henning Thiesen har man besluttet at sigte virksomhederne for at afbryde en eventuel forældelsesfrist i sagerne.

- Vi vil ikke risikere, at sagerne forældes, mens de ligger hos os, siger Henning Thiesen til Ritzau.

Ikke noget nyt

Han tilføjer, at sigtelsen skal forstås sådan, at der er grundlag for at snakke med virksomhederne i det tilfælde, at der ikke er indtrådt forældelse.

- En af de sikre måder at afbryde en forældelse på er ved at rejse en sigtelse, siger Henning Thiesen.

- Når skridtet tages nu, er det ikke, fordi der foreligger noget nyt, tilføjer han.

Henning Thiesen vil godt bekræfte, at sigtelsen er rejst mod Novo Nordisk, fordi virksomheden selv har meldt det ud. Men han ønsker ikke at oplyse noget om antallet af virksomheder, der har modtaget en sigtelse, eller navnene på dem.

Bagmandspolitiet undersøger i øjeblikket, om de pågældende sager rent faktisk er blevet forældede, men det er ifølge Henning Thiesen et ganske kompliceret arbejde at få fastslået, om der er sket en forældelse.

- De virksomheder, hvor dette skridt er kommet på tale, er selvfølgelig virksomheder, hvor vi kan se af papirerne, at en forældelse under visse omstændigheder kunne være mulig i nærmeste fremtid, siger Henning Thiesen.

Facebook
Twitter