Novo opgiver at udvikle insulin i pilleform

Det bliver for dyrt at forske i insulin i pilleform, og derfor stopper Novo Nordisk udviklingsarbejdet.

Novo Nordisk fremstiller insulin, men opgiver nu helt at forske i en insulin-pille. (Foto: © Fabian Bimmer, Scanpix)

Novo Nordisk har i mange år forsøgt at udvikle insulin i pilleform, så diabetikere ikke behøver bruge sprøjte eller pen, men nu opgiver medicinalkoncernen.

Det fremgår af regnskabet for tredje kvartal, og årsagen er, at koncernens indtjening er under pres.

Det er prispres i USA, som betyder, at Novo ikke længere kan forvente at få de samme indtægter fra et nyt insulinpræparat, som man hidtil har antaget.

- Derfor er molekylet i sin nuværende form - selv om det er lovende - ikke vurderet som værende økonomisk bæredygtigt, siger forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen på en telekonference.

Det betyder, at studier i den såkaldte kliniske fase 2 må stoppes.

I stedet vil Novo Nordisk overveje, om man skal købe sig til nye projekter, der er nået langt i udviklingen.

/ritzau/