Nu bliver ferien dyrere: Nordea hæver kontroversielt gebyr

Titusindvis af danskere bliver ramt af gebyrstigning fra Nordea, når de tager på sommerferie.

- Gebyrstigningen er en dårlig nyhed for rigtig mange danskere, lyder det fra MyBanker. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Fra i dag bliver det dyrere for danskerne at shoppe og spise på restaurant i udlandet, hvis de bruger det meget udbredte visa-dankort fra Nordea til at betale med.

Storbanken hæver med virkning fra 1. juni bankens valutakursgebyr fra 1 procent til 1,5 procent for brug af visa-dankort i Europa og fra 1,5 procent til 2 procent i resten af verden.

Dermed vil Nordea kræve 15 kroner i betaling, hver gang danskerne betaler 1.000 kroner med deres visa-dankort i en europæisk butik, og 20 kroner, når danskerne bruger 1.000 kroner i en butik uden for Europa.

Nordea bekræfter prisstigningen, men ønsker ikke at give interview om det. I et skriftligt svar oplyser bankens danske pressechef, Stine Wind, at stigningen er udtryk for en ”forenkling” af priserne.

Banken justerer nemlig samtidig sine gebyrer for brugen af Mastercard i udlandet, så prisen bliver den samme som på visa-dankort.

Dårlig nyhed for mange danskere

Denne forenkling er dog næppe til gavn for flertallet af Nordeas danske privatkunder, vurderer prissammenligningssitet MyBanker, der holder øje med bankernes priser.

- Vi ved, at danskerne på deres udenlandsrejser hovedsageligt bruger deres visa-dankort, og derfor er gebyrstigningen en dårlig nyhed for rigtig mange danskere, siger John Norden, bestyrelsesformand for MyBanker.

Tidligere på året har også Jyske Bank og Danske Bank fortalt, at de hæver deres gebyrer for brugen af visa-dankort i udlandet.

Den melding førte til kraftig kritik fra Forbrugerrådet Tænk, der fremhævede, at bankerne ser valutakursgebyret som et stort ”tag-selv-bord”, da mange danskere ikke er opmærksomme på, at gebyret findes, og hvad det reelt koster at bruge deres kort i udlandet.

Kunder skal selv tage kontakt til Nordea

Kunderne skal selv tage kontakt til deres bankrådgiver i Nordea, hvis de er utilfredse med de nye priser, fremgår det af Nordeas hjemmeside:

- De ændrede priser giver dig ret til at opsige din aftale med os om brug af kortet straks og uden omkostninger for dig. Hører vi ikke fra dig inden 1. juni 2017, går vi ud fra, at du accepterer ændringerne, skriver banken.

Gebyrstigningerne fra Nordea kommer sammen med gebyrstigningerne fra Jyske Bank og Danske Bank til at koste kunderne samlet over 100 millioner kroner hvert år i ekstrabetaling, vurderer Forbrugerrådet Tænk.

FAKTA: Gebyrer i udlandet

  • Nordea ændrer sine gebyrer på både visa-dankort, Mastercard og Nordea pay.

  • Desuden skal man betale minimum 30 kroner til Nordea for at hæve kontanter i en udenlandsk hæveautomat. Derudover kan komme et gebyr til den bank, man hæver pengene hos.