Nu er det slut med influencer-reklamer til unge for skønhedsoperationer og sugardating: 'Det er forældrenes ansvar'

Ny ændring i markedsføringsloven træder i kraft den 1. januar.

Fremover skal influencere tænke sig en ekstra gang om, hvis de vil reklamere for bestemte produkter. (Foto: (Illustration) Søren Winther Nørbæk)

Debatten omkring influencere, og hvad de må og ikke må reklamere for, har raset før.

Men nu bliver grebet strammet. For en ny ændring af markedsføringsloven blev vedtaget i går af Folketinget.

Ændringen gør det ulovligt at reklamere for produkter, der er vurderet uegnede for børn og unge under 18 år. Men kun hvis reklamen er rettet mod den målgruppe, eller hvis man har mange følgere fra den gruppe.

Regeringen og dens støttepartier stemte for sammen med Alternativet og Frie Grønne.

Det kan især komme til at ramme influencere. En influencer er en person, der bruger sit netværk af følgere på sociale medier til at sprede et bestemt budskab eller produkt.

Og lovændringen ærgrer influencer Sasha Klæstrup, der ofte reklamerer for plastikkirurgi.

- Jeg synes, at det er vanvittigt. Det er ikke influencernes job at opdrage folk under 18 år til, hvad der er rigtigt eller forkert. Det er et valg, man selv skal tage, siger hun.

Hun har primært ældre følgere og kategoriserer ikke sin målgruppe som personer under 18 år, men hun har også følgere, der i den gruppe.

- Staten skal ikke gå ind og sige, hvad vi må og ikke må. Vi gør det jo ikke i en ond mening, siger hun.

I videoen nedenfor viser Sasha Klæstrup nogle af de opslag, hun har lavet.

Stor kritik af influencere

Sidste år kørte debatten omkring influencere og deres reklamer også.

Influenceren Fie Laursen kickstartede den, da hun reklamerede for plastikoperationer og sugardating, og det medførte hård kritik.

Blandt andet fra Kuno Sørensen, der er psykolog hos Red Barnet.

- Det har stor betydning, når man har valgt en karriere som influencer, fordi man netop bliver et idol for sine følgere, og det ansvar bør Fie Laursen også tage i forhold til at problematisere, at sugardating er en farlig vej at gå, sagde han dengang til DR.

Her reklamerer Sasha Klæstrup for en 'brazilian buttlift', der er en operation, hvor man former ballerne med eget fedt. (Foto: (Skærmbillede) © Sasha Klæstrup)

Mange andre influencere reklamerede også for plastikkirurgi, og derfor kaldte flere på en ændring af reglerne, så det ikke er tilladt at reklamere for blandt andet plastikkirurgi.

Og det er der så kommet nu, men ikke alle er tilfredse.

- Det irriterer mig, at vi (influencere, red.) får sat en fodlænke på. Det giver et dårligt billede, hvis vi ikke siger, hvad vi får lavet eller gør. Så kan der sidde små børn og tro, at det er normalt, man har store bryster eller læber, siger Sasha Klæstrup.

Tror du ikke, at det kan være svært for et barn selv at navigere i, hvad er rigtigt eller forkert?

- Nej, det tror jeg faktisk ikke, for så er det der, man taler med sine forældre.

Synes du, at du har et ansvar for, hvordan du påvirker dine følgere?

- Jeg har ikke noget ansvar for nogen af mine følgere. De børn, der følger mig, det er deres forældres arbejde at tjekke, hvem de følger, siger hun.

Bøde på mindst 25.000 kroner

Det er Erhvervsministeriet, der har fremsat forslaget om den lovændring, der i går blev vedtaget.

En overtrædelse kan medføre en bøde på mindst 25.000 kroner og afhænger af den erhvervsdrivendes årlige omsætning.

- Børn i Danmark skal ikke udsættes for reklamer til produkter, der slet ikke er egnet til børn. Det bliver de ramt af i dag. Vi beskytter ikke vores børn og unge godt nok i dag, derfor er der behov for, at vi strammer loven, og det gør vi nu, siger erhvervsminister, Simon Kollerup (S).

Simon Kollerup mener ikke, at det udelukkende er forældrenes ansvar.

- Det er for nemt at sige, det må mor og far bare sørge for. Reklamer kommer ind imellem det hele, og tit sidder man ikke sammen og ser på iPad’en. Derfor synes jeg, der er et særligt ansvar for, at vi som samfund har et værn, siger han.

Forbrugerombudsmanden vil føre tilsyn og vurdere fra sag til sag, hvor alvorlig en eventuel overtrædelse er. Det afhænger af flere parametre, blandt andet kan influencerens alder have betydning.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) forklarer, at man vil ændre lovgivningen yderligere, hvis der er behov for det. Se video nedenunder.

Norge giver påtaler - ikke bøder

I Norge indførte de et fagudvalg, da debatten kørte nordpå hos vores naboer.

Fagudvalget skal være med til at sørge for at mindske udseende- og kropspres blandt unge på sociale medier.

I Norge kan udvalget dog ikke give bøder, men kun påtaler, der skal skabe negativ omtale i forhold til influenceren, forklarer fagdirektør i Annonsørforeningen, Håvard Kvernaas Bakken.

Derudover har Norge også vedtaget en lovændring, der gør, at influencere skal markere, når de har retoucheret deres udseende på et billede.

Sasha Klæstrup mener dog stadig, at der ikke burde være reguleringer i forhold til at reklamere for disse produkter uanset målgruppe.

- Hvis børn ser på mig og får lyst til at få lavet læber, så må de tage snakken med deres forældre. Og hvis de så stadig vil, når de er blevet 18 år, så lad dem gøre det, siger hun.

FacebookTwitter